Ringsted bygger nyt samlingssted til knap 49 millioner kroner

Lige nu skyder et nyt samlingssted op ved sportscenteret i Ringsted. Ambitionen er at inspirere folk til at dyrke mere motion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved Ringsted Sport Center er arbejdssjakket i fuld gang med at opføre et nyt samlingssted, der skal forbinde centerets eksisterende haller samt en kommende multihal og en ny café.

quote Det er et megafedt projekt

Christian Abildgaard, leder af Ringsted Sport Center og Ringsted Svømmeland

Ambitionen med det nye indendørs samlingssted, der får navnet Ramblaen og er projekteret til 48.865.000 kroner, er at binde centrets områder bedre sammen, skabe rum for fællesskaber og inspirere folk til en aktiv livsstil.

- Det er et megafedt projekt, og det bliver fedt for centeret, fordi det tager centeret ind i en ny tidsalder, hvor det ikke kun er et halgulv – det er mere end det, siger Christian Abildgaard, leder af Ringsted Sport Center og Ringsted Svømmeland.

På billedet ses råhuset til det nye multihus. Det kommer til at indeholde en multisal og nye køkkenfaciliteter.
På billedet ses råhuset til det nye multihus. Det kommer til at indeholde en multisal og nye køkkenfaciliteter. Foto: Ringsted Kommune

Selve samlingsstedet bliver et cirka 100 meter langt indendørsområde med siddeområder og vinduer ind til sportshallerne, gymnastikhuset, svømmelandet og den kommende multihal, hvor der blandt andet bliver plads til større arrangementer og aftenskoler.

I forbindelse med det nye samlingssted opføres der også konferencefaciliteter og mødelokale på førstesalen.

Inviterer lokale ildsjæle indenfor 

Der bliver indgange til Ramblaen i både den nordlige og den sydlige del af sportscenteret. Den nordlige indgang ved svømmelandet bliver den nye hovedindgang, hvor der samtidig opføres en ny reception.

Illustrationen viser, hvordan den nye Rambla binder de eksisterende bygninger sammen.
Illustrationen viser, hvordan den nye Rambla binder de eksisterende bygninger sammen. Foto: Rubow Arkitekter A/S

- Alle vil komme ind gennem dette område, inden de forgrener sig ud til de andre aktiviteter, siger Christian Abildgaard og håber, at det nye samlingssted kan få endnu flere til at dyrke motion.

- Vi arbejder grundlæggende med en vision, hvor vi gerne vil understøtte, at flest mulige borgere skal have et aktivt liv, tilføjer han.

Læs også
Sukkerfabrik bliver centrum for fremtidens fødevarer
Læs også
Sukkerfabrik bliver centrum for fremtidens fødevarer

Men der skal ifølge Christian Abildgaard ikke kun være fokus på de fysiske aktiviteter. 

Han drømmer nemlig om at fylde Ramblaen med blandt andet arrangementer i samarbejde med ildsjæle fra den lokale musikskole, biblioteket og et lokalt medie, der kan afholde debataftener. 

Byggeriet skrider frem.
Byggeriet skrider frem. Foto: Ringsted Kommune

Man kan stadig benytte storcenteret og svømmelandets faciliteter, mens byggeriet er i gang. Der vil dog være midlertidig omdirigering af de daglige brugeres adgang, når bygningerne skal bygges sammen.

Onsdag den 9. februar afholdes der rejsegilde af det nye samlingssted, mens Ringsted Kommune, der selv betaler for millionbyggeriet, forventer at kunne åbne Ramblaen for offentligheden i slutningen af 2022.


Nyhedsoverblik