Politikere støttede op om tag

Liberal Alliance havde lørdag arrangeret en sympatimarch i Ringsted for at støtte op om et tag, der er dømt ulovligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Betontaget på familien Ipsens hus skal rives ned. Det besluttede et flertal i byrådet i Ringsted Kommune mandag. Det har fået Henrik Thomsen, der sidder i byrådet i for Liberal Alliance, til at arrangere en sympatimarch.

- Vi har den dybeste sympati for familien Ipsen. Byrådet har taget en beslutning, der kan smide dem ud af det hjem, de har betalt på i mange år, siger Henrik Thomsen.

Politikere fra blandt andet Liberal Alliance besøgte sammen med en mindre gruppe borgere familien Ipsen lørdag formiddag.

Familien tog imod med æbleskiver og gløgg. Opbakningen fra politikerne i Liberal Alliance er bare en lille del af den opbakning, som familien har fået i løbet af den sidste uge.

- Det har kun været sympati-tilkendegivelser af den positive slags, det må jeg indrømme. Det er vi meget overrasket over, siger Jacob Ipsen.

Fik dispensation til ulovligt tag
Familien Ipsen fik i 1999 lagt et nyt tag. Men de var ikke var opmærksomme på, at lokalplanen krævede, at tagstenene skulle være lavet af ler. Derfor fik familien lagt betontegl, en fejl de selv har ansvaret for.

Familien fik dog dispensation til at lade taget blive liggende først i 10 år og senere i yderligere 5 år. Men mandag besluttede et flertal i byrådet, at taget skal erstattes med tagsten af ler - ligesom naboernes. Noget som Jacob Ipsen ikke mener, de har råd til.

- Som det ser ud nu, så bliver vi nødt til at gå fra huset, vi kan jo ikke sælge det uden tab, siger Jacob Ipsen.

Henrik Thomsen var en af de 3 politikere i byrådet, der stemte for en ny lokalplan, der gør familien Ipsens tag lovligt. Derfor blev forslaget ikke vedtaget. Han håber, at lørdagens opmærksomhed kan få lavet beslutningen om.

- Jeg kan jo håbe på, at mine byrådskollegaer vil være med til at kigge på, om vi kan lave en lille ændring af lokalplanen, fordi det er jo ikke meningen, at en lokalplan skal sætte folk på gaden, siger Henrik Thomsen.

Flertal vil have taget ned
Men meget tyder på, at taget ikke får lov at blive liggende. TV ØST har lørdag talt med Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. De har 16 mandater ud af 21 i byrådet og står fast ved deres beslutning om, at taget skal ned.

- Hvis vi giver dispensation det ene sted, hvornår kommer det næste sted så? Det er selvfølgelig en ulykkelig sag, det er jeg godt klar over, siger Per Nørhave (DF).

- Der er mange andre familier, der har overholdt den her regel. Hvis vi så lige pludselig skal til at lave den om for en bestemt familie, så kan vi jo ikke styre vores kommune, siger Sadik Topcu (Soc.dem.)

Jacob Ipsen har ikke fået kommunens afgørelse på skrift endnu. Men når den kommer, kæmper han videre.

- Vi sender sagen til Ankenævnet, når vi kommer på den anden side af nytår. Så må vi se, hvad de mener, siger Jacob Ipsen.


Nyhedsoverblik