Knap halvdelen af byrådsmedlemmerne samt flere kommunale direktører og chefer i Ringsted Kommune fik kvit og frit både middag, drikkelse og adgang til festivalpladsen på årets Ringsted Festival.
Det fortæller Sjællandske
I Danmark har vi et meget skarpt udgangspunkt om, at offentligt ansatte og politikere ikke må modtage gaver
Ifølge mediet fik de kommunale chefer og byrådsmedlemmerne en tre-retters middag, fri bar og gratis entré til festivalen, efter de havde været på en rundvisning på festivalpladsen.
Og det mener flere juraeksperter er i strid med god forvaltningskik.
- Jeg vurderer det til at være over stregen, siger Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor på Syddansk Universitet.
- Det kan være fristende at deltage i det ene og det andet, og i et vist omfang er det selvfølgelig fornuftigt at vide, hvad der foregår, når man skal træffe beslutninger. Men der er altså strenge regler for, hvad man i det offentlige må modtage, siger han.
TV2 ØST har talt med 19 ud af de 21 byrådsmedlemmer. Alle medlemmer af byrådet modtog en invitation fra Ringsted Festival. Ni valgte at takke ja, og ti valgte ikke at deltage. For to byrådsmedlemmers vedkommende er det uklart, hvorvidt de deltog.
Giver habilitetsproblemer
Ifølge Sten Schaumburg-Müller kan middagen og den gratis entré anses som en gave, festivalen har givet byrådsmedlemmerne. Og det er problematisk.
- Hvis man får noget, vil man gerne give noget igen, og det er jo ikke så godt, hvis det, man giver, er fra de offentlige kasser. Der skal man være neutral og objektiv og selvfølgelig vælge ud fra, hvilke holdninger, man har og er valgt på, siger han.
Ifølge Sten Schaumburg-Müller kan det så tvivl om politikernes habilitet, når de tager imod gaver af denne slags.
Den pointe bakkes op af Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret og studieleder på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.
- I Danmark har vi et meget skarpt udgangspunkt om, at offentligt ansatte og politikere ikke må modtage gaver eller andre begunstigelser, som man kalder det, siger han og fortsætter:
- Det skyldes dels, at man ikke skal blive farvet af "noget for noget"-princippet. Dels er der det problem, at tilliden til, hvordan der gives tilladelser, svækkes.
Sten Bønsing mener, at man i sagen fra Ringsted er gået over grænsen for, hvad der er god forvaltningsskik, når det kommer til middagen, og at man i værste fald har brudt loven, når det kommer til adgangen til festivalen.
- Den del, hvor man har fået gratis adgang til festivalen, navnligt efter middagen, det er uden for enhver tvivl, at det er helt galt, siger han.
Gav grønt lys
Spørger man Ringsteds borgmester, Klaus Hansen (V), er han dog af en helt anden opfattelse.
Han mener, at byrådsmedlemmerne havde god grund til at takke ja til invitationen fra Ringsted Festival.
- Når vi har en festival med så mange tusind deltagere inde midt i vores by, er det rigtig vigtigt for os byrådsmedlemmer, at vi kommer ud og oplever det i praksis, om det lever op til det, som vi har givet tilladelse til, siger han.
Ifølge Klaus Hansen var der også givet grønt lys fra kommunens egne jurister.
- Personligt var jeg også i tvivl om, hvordan vi skulle håndtere den her invitation, og spurgte vores jurister, om det var indenfor skiven, og der var en klar tilbagemelding til byrådet, at ja, det vurderede man, at det var, og det er jo det, vi har handlet ud fra, siger han.
De deltog:
Klaus Hansen (V) - var på rundvisning, men ikke med til middagen.
Henrik Hvidesten (V) - deltog ikke.
Lotte Birkestrøm (V) - fik armbånd og deltog i middagen.
Jette Nygaard (V) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Mazlum Øz (V) - deltog ikke.
Johnny Brown Lundberg Dahlgaard (V) - deltog ikke.
Lasse Mølholt (V) - deltog ikke.
Claus Bedemann (K) - fik armbånd og deltog i middagen.
Benjamin Pedersen (K) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Susanne Cornelius (K) - deltog ikke.
Andreas Karlsen (K) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Tina-Eriksen (K) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Thomas Vangsaa (K) - ikke oplyst.
Sine Reffstrup (S) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Lene Reffstrup (SF) - havde selv købt armbånd, men deltog i middagen.
Britta Nielsen (SF) - deltog ikke.
Mona Musse (EL) - havde armbånd som frivillig, men deltog i middagen.
Per Flor (DF) - ikke oplyst.
På borgmesterkontoret opfattes invitationen med middag og festivalentré heller ikke som en gave, men som et møde af faglig interesse.
- Når vi giver tilladelse til en så stor festival, der fylder hele byen, så har det rent fagligt været vigtigt for os at komme ud at opleve det, siger Klaus Hansen (V).
Han forsikrer om, at byrådsmedlemmerne fortsat kan træffe objektive beslutninger omkring Ringsted Festival fremover.
Direktør: Det er godt værtsskab
Hos Ringsted Festival forstår man heller ikke kritikken.
Festivaldirektør Anders Sørensen fortæller, at han hvert år inviterer byrådsmedlemmer, de medarbejdere, han samarbejder med i kommunen, samt branchefolk til en rundvisning og middag.
Gæsterne kommer ifølge ham til et aftalt tidspunkt, hvorefter de bliver vist rundt, spiser og derefter er velkomne til at blive på pladsen resten af aftenen den pågældende dag.
Og det gør han kun af faglige grunde, understreger han.
- Det gør jeg, for at de kan se festivalen på et mere oplyst grundlag, når de skal træffe beslutninger, siger Anders Sørensen.
Middagen med drikkevarer og adgang til festivalpladsen er ifølge festivaldirektøren ikke en gave.
- Jeg synes, det er udtryk for godt værtsskab, når man beder folk om at bruge en arbejdsdag på at se, hvad vi laver.