Politiet søger vidner til brand i dækcenter

Af endnu ukendte årsager blev der tændt bål i et tomt dækcenter i Ringsted. Politiet hører gerne fra eventuelle vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kort før klokken 20.00 mandag aften rykkede brandfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning ud til en brand i en industribygning på Ørnevej i Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

På adressen, der ifølge politiet er et tomt dækcenter, fandt brandvæsnet et bål, som af ukendte årsager var blevet tændt på bygnings betongulv.

- Der er åbenbart nogen, som har opholdt sig i bygningen og tændt et bål, oplyser politiets vagtchef til TV ØST og tilføjer:

- Men det lader ikke til, at personen ville brande bygningen af med det bål. 

Bålet gav ingen skader på bygningen, men alligevel vil politiet gerne høre fra eventuelle vidner, som kan bidrage med oplysninger i sagen.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.