Politiet søger vidner - knivbevæbnet mand gik amok på DSB-medarbejder

Den mand, som onsdag blev varetægtsfængslet for overfald på en DSB-medarbejder, blev anholdt to gange på samme dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oplevede du en syrisk mands voldsomme opførsel tirsdag? Så vil politiet gerne høre fra dig.

En 28-årig mand med syrisk statsborgerskab og opholdstilladelse i Sverige blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Det sker, efter han blev anholdt i et tog, der var ankommet til Ringsted station. Undervejs hertil havde den 28-årige i forbindelse med en billetkontrol overfaldet en 60-årig mandlig DSB-medarbejder med flere slag med flad hånd mod den DSB-ansattes hoved.

DSB-medarbejderen var uden fysiske skader efter overfaldet. Men under efterforskningen af overfaldet fik politiet afdækket, at den 28-årige tidligere på dagen havde truet tre medarbejdere i et supermarked i Nordsjællands Politikreds.

Manden havde været i besiddelse af en mindre kniv og havde endvidere spyttet på en politibetjent, der anholdt ham i anledning af trusselssagen.

Blev anholdt i Nordsjælland

Efter anholdelsen i Nordsjællands Politikreds blev manden imidlertid løsladt.

- De (Nordsjællands Politikreds, Red.) vurderer, om der er grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Det har de så vurderet, at der ikke var grundlag for, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Men da manden blev anholdt igen tirsdag aften, fandt Midt- og Vestsjællands Politi, at der nu var grund til at fremstille manden i grundlovsforhør.

Læs også
28-årig fængslet for overfald på billetkontrollør
Læs også
28-årig fængslet for overfald på billetkontrollør

- Mange bække små gør en stor å, siger Martin Bjerregaard.

I retsmødet i Retten i Roskilde onsdag blev den 28-årige sigtet for trusler på livet, overtrædelse af knivloven og to tilfælde af vold mod personer i offentlig tjeneste. Han blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 16. december 2021.

Politiet vil i forbindelse med overfaldet på DSB-medarbejderen i toget gerne høre fra de passagerer, som overværede overfaldet i toget til Ringsted med ankomst klokken 21.16.

Vidner fra toget bedes henvende sig til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46351448 eller via nærmeste politi på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik