Politiaktion i Benløse: 25-årig anholdt for trusler mod vidne

Det var trusler mod et vidne og en mistanke om, at en 25-årig mand var bevæbnet, der torsdag fik politiet til at rykke kampklædt ud til et hus i Benløse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det så voldsomt ud, da Midt- og Vestsjællands Politi torsdag formiddag rykkede ud i en større politiaktion på en adresse i Benløse.

Betjentene på stedet var nemlig maskerede og tungt bevæbnede, og en 25-årig mand blev anholdt. Selve anholdelsen foregik dog roligt.

Ifølge vagtchef Arne Aabech skyldtes det massive politiopbud, at den unge mand angiveligt havde truet en kvinde til ændre forklaring i en forestående voldssag.

- Kvinden har tidligere anmeldt den anholdte mand for vold, og der er en sag på vej i den forbindelse, forklarer vagtchefen til TV ØST.

- Anmeldelsen i dag gik så på, at han (den 25-årige, red.) truede hende verbalt med vold for at få hende til at trække sin anmeldelse tilbage eller i hvert fald ændre forklaring.

Bliver sandsynligvis fremstillet

At betjentene mødte op i kampuniform skyldtes, at de havde en mistanke om, at den 25-årige kunne være bevæbnet.

- Vi ransagede adressen efterfølgende for blandt andet at finde ud af, om der var våben på adressen, siger Arne Aabech.

Politiet vil fremstille ham i grundlovsforhør med hensigten at varetægtsfængsle manden. 

Hvorvidt de fandt våben under ransagningen vil politiet ikke kommentere. 


Nyhedsoverblik