Pige ramt af kanonslag

En 13-årig pige blev ramt i ansigtet og på tøjet, da en 17-årig dreng tirsdag kastede et kanonslag ind blandt en gruppe personer ved et busstoppested i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at en 13-årig pige var blevet ramt af et kanonslag i Ringsted.

Pigen stod sammen med flere andre personer ved et busstoppested på Ahorn Allé, da en dreng kastede kanonslaget ind mellem dem. Fragmenter fra kanonslaget røg op i pigens ansigt, og hendes jakke fik brandmærker. 

quote Pigen er både blevet ramt af fragmenter i ansigtet og har fået brandmærker på jakken

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi

Da politiet ankom til stedet, var pigens mor sammen med hende.

- Pigen var selvfølgelig chokeret, men hendes mor kunne trøste hende lidt og sørge for, at hun kom på skadestuen, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi. 

Politiet fik afsenderen af kanonslaget beskrevet og fandt hurtigt frem til den mistænkte. Det viste sig at være en 17-årig dreng, som blev anholdt af patruljen.

Både de sociale myndigheder og forældrene til den 17-årige blev underrettet om anholdelsen af ham, så alle kunne være til stede ved afhøringen.

Grov kådhed

Drengen er nu sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at have forvoldt nærliggende fare for andres liv og førlighed.

- Pigen er både blevet ramt af fragmenter i ansigtet og har fået brandmærker på jakken. Derfor mener vi, at der er grundlag for at sigte ham for i grov kådhed at bringe andres liv og førlighed i fare, siger Martin Bjerregaard, der dog tilføjer, at det formentligt ikke har været meningen at skade nogen med kanonslaget.

Læs også
Dødsensfarlige kanonslag bliver sendt med posten - skruppelløs og dybt uforsvarligt
Læs også
Dødsensfarlige kanonslag bliver sendt med posten - skruppelløs og dybt uforsvarligt

- Det er nok lidt ungdommelig mangel på omtanke, og at det kunne være sjovt at se, hvordan de unge mennesker ved busstoppestedet reagerede. Sådan tolker jeg det lidt, men han burde være gammel nok til at indse, at det gør man ikke, fordi der er en risiko for at skade andre, når man gør sådan, siger Bjerregaard.

Det er ikke tilladt at affyre fyrværkeri nu. Det må kun ske i perioden 27. december til 1. januar.


Nyhedsoverblik