Patruljer retter særligt fokus mod gaderæs

Ringsted Kommune har de seneste måneder været plaget af flere arrangementer med gaderæs. Nu intensiverer politiet deres fokus på problemet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Biler, der samles i industriområder for at køre ræs og høre højt, musik har de seneste par måneder været et stort problem i Ringsted Kommune.

Også Køge og Greve Kommuner oplever problemer med gaderæs, og det har nu fået politiet til at øge deres fokus på det, de kalder ”biltræf”.

Fredag aften var flere patruljer derfor på gaden i de tre kommuner for at holde øje med, om biler var samlet i større grupperinger, og om de i den forbindelse overholdt loven.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport for weekenden.

Både i februar og i starten af marts har bilentusiaster samlet sig ved Kærup Erhvervspark i Benløse og bag Ringsted Banegård, hvor der er blevet kørt ulovligt gaderæs. 

Læs også
Føler sig magtesløse over for ulovligt gaderæs
Læs også
Føler sig magtesløse over for ulovligt gaderæs

Ved seneste arrangement i marts endte aftenen i en trafikulykke, hvor en flugtbilist torpederede en anden bil og ramte en tredje bil. Ulykken skete ifølge politiet, fordi der blev kørt gaderæs, og en af parterne i uheldet efterfølgende stak af.

Blandt andet på baggrund af de episoder, har politiet indsat patruljer, og i løbet af fredag aften og natten til lørdag fik politiet da også flere anmeldelser, der kunne relateres til gaderæs.

Klokken 21.45 anmeldte borgere i Borup, at flere biler var samlet på Hovedgaden. Bilerne var væk, da patruljen nåede frem, men betjentene kunne konstatere, at der var lavet ”donuts” på asfalten fra hjulspin.

Kort efter tikkede en melding ind om, at mange biler var samlet i Ringsted, og lige før midnat modtog politiet så igen en melding om, at der var biltræf i Greve Main, hvor omkring 50 biler var mødt op.

På stoffer og ulovlig bil

Da politimotorcykler mødte op på stedet, var en stor del af bilisterne i færd med at forlade området.

- Betjente fra færdselspolitiet kontrollerede flere køretøjer, hvor de blandt andet traf en drøn ulovlig bil, som larmede kraftigt, da lydpotten var fjernet. Bilen blev stoppet på Mosede Landevej uden nummerplader på, og det viste sig, at den ikke var indregistreret i Danmark, skriver politiet i døgnrapporten.

Bag rattet sad en 18-årig mand, der fortalte politiet, at han ikke havde deltaget i biltræffet, men blot var kommet forbi. 

Han fortalte yderligere, at han netop havde købt bilen med henblik på istandsættelse. Bilen blev beslaglagt af politiet, og det skal nu undersøges, om der er sket ulovlige ændringer af motoren.

Det var angiveligt den løst sammensatte organisation Striben, der stod bag arrangementet i Ringsted.
Det var angiveligt den løst sammensatte organisation Striben, der stod bag arrangementet i Ringsted. Foto: Nicklas Fohlmann - Sky-Foto

I løbet af aftenen blev flere bilister også stoppet for at køre for stærkt, og i to af tilfældene viste bilisterne sig desuden at være påvirket af euforiserende stoffer. 

Den ene var en 36-årig mand fra Ringsted, der blev stoppet ved Benløse Skel i Ringsted, og den anden var en 35-årig mand fra Slagelse, der blev stoppet på Køgevej i Ringsted.

Lørdag aften var den gal igen.

Her havde over 100 biler omkring klokken 23 samlet sig ved industriområdet ved Køge Nord. De forlod dog stedet, da patruljerne ankom.

- Nogen kørte videre til tankområdet ved Køge Nord og senere kørte nogen videre til Greve Main. Kort efter midnat havde biltræffet forladt politikredsen uden at der havde været optræk til uorden eller ræs, skriver Midt- og Vestsjællands Politi. 


Nyhedsoverblik