Parti vil spare fire medlemmer i kommunalbestyrelse væk

Den store sparekniv har været fremme i Sorø Kommune. Derfor foreslår Venstre, at man skærer i antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer for at spare penge i fremtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Tilføjelse til artiklen
Clock22. mar 2023, kl. 17:02
I artiklen fremgår det, at Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlem vurderede, at forslaget kunne koste dem et mandat. Det fremgik dog ikke, at Enhedslisten i den forbindelse alligevel støtter op om forslaget. Det er nu tilføjet til artiklen.

Krisen i Sorø Kommunes økonomi, kan måske være løst, hvis man sparer på politikerne i kommunen.

Det mener Venstre, som netop er kommet med et forslag, som vil spare fire ud af kommunens 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer væk.

quote Der er allerede blevet sparet meget på børne- og ældreområdet og i budgettet for næste år, står vi også til at skulle kigge på børneområdet. Derfor synes jeg, at det giver god mening, at få kigget på det nu

Jakob Spliid (V), kommunalbestyrelsesmedlem, Sorø Kommune

Forslaget sker på baggrund af, at kommunen har skulle finde 33 millioner kroner i dette års budget. 

Penge, der er gået ud over sundhedsudvalget, børne- og ungeudvalget og socialudvalget, og det er for dårligt, mener Jakob Spliid, som er kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre.

- Der er allerede blevet sparet meget på børne- og ældreområdet og i budgettet for næste år, står vi også til at skulle kigge på børneområdet. Derfor synes jeg, at det giver god mening, at få kigget på det nu, siger han. 

Vil nedlægge et udvalg

Venstres forslag går ud på at kommunalbestyrelsen reduceres med fire medlemmer til 21 medlemmer, at økonomiudvalget mindskes fra syv til fem medlemmer, samt at et udvalg nedlægges, det er dog ikke besluttet, hvilket udvalg det skal være.

I følge Venstres forslag skal besparelserne først implementeres ved det næste kommunalvalg i 2025.

- Vi har indgået en konstitueringsaftale i forbindelse med valget, som varer i fire år, derfor mener jeg først, det vil give mening, hvis man laver besparelsen efter næste valg, siger Jakob Spliid.

Sorø Kommune skulle spare 33 millioner kroner i årets budget. Penge gik primært fra social- og børneområdet.
Sorø Kommune skulle spare 33 millioner kroner i årets budget. Penge gik primært fra social- og børneområdet. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Også Socialdemokratiet ønsker at skære i antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen. Dog  mener socialdemokraterne, at man burde skære i udvalgene snarest muligt, siger Anne Madsen, som er kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet.

- Vi havde ønsket, at vi allerede nu vedtog forslaget, så det politiske niveau havde bidraget med mere, så der var behov for færre besparelser på det, som rammer borgerne, siger hun.

Udfordrer det repræsentative demokrati

Det er dog ikke alle i kommunalbestyrelsen, som er lige så begejstrede for forslaget. 

I følge Gert Jørgensen (K), som er borgmester i Sorø Kommune, kan Venstres forslag give udfordringer for det repræsentative demokrati. 

- Det overrasker mig at Venstres forslag alene er baseret på en reduktion i antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer. Vi mener nemlig, at det kan give udfordringer for det repræsentative demokrati i kommunen, både partipolitisk og geografisk. 

Læs også
Ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde - Sorø Kommune skal spare 43 millioner kroner
Læs også
Ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde - Sorø Kommune skal spare 43 millioner kroner

En reduktion i antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen, kan komme til at få store konsekvenser for de mindre partier i kommunalbestyrelsen, forklarer Bo Bjerre Mouritzen, som er kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten. 

- I Enhedslisten har vi kun et mandat. Derfor kan en reduktion betyde, at vi ryger ud. Det er jo en reel mulighed, siger han.

Men selv om det kan koste partiet pladsen i kommunalbestyrelsen, støtter Bo Bjerre Mouritzen forslaget fra Venstre.

- Vi vil gerne selv betale den pris, det koster. Vores principper ligger mere fast, end at det kan ramme os selv. Derfor stemmer vi ja for en reduktion af kommunalbestyrelsen, fordi vi har skåret så meget i ældre og andre områder, og vi kommer også til at skære på børn og unge området, siger han

Borgerne er begejstrede

Selvom der er flere områder omkring reduktionen af medlemmer i kommunalbestyrelsen, hvor der ikke er enighed i kommunalbestyrelsen, vækker forslaget begejstring hos flere borgere i Sorø, som TV2 ØST mødte i gågaden i Sorø.

Læs også
Partier uenige om besparelser forud for ekstraordinært budgetmøde
Læs også
Partier uenige om besparelser forud for ekstraordinært budgetmøde

På gågaden pointerer flere borgere, at det er positivt, at politikerne også kigger ind ad, når sparekniven skal frem.

-  Jeg synes, det er et godt indspark, og jeg synes, det er godt, at der bliver set på forskellige  alternativer, når der skal spares, siger Betina Carlsen til TV2 ØST.

Det bliver også pointeret, at det er positivt, at besparelserne ikke kun skal ramme de borgere, som ikke selv kan råbe højt. 

-  Jeg synes, det er godt at kigge et sted hen, hvor det ikke handler om børn, unge og ældre, som ikke har en stemme selv, siger Nathalie Højland til TV2 ØST.

Gert Jørgensen er bekymret for at det repræsentative demokrati i Sorø bliver udfordret.
Gert Jørgensen er bekymret for at det repræsentative demokrati i Sorø bliver udfordret. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Inspireret af Ringsted 

Venstres forslag om at reducere antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen er ikke grebet ud af den blå luft. 

I følge Jakob Spliid, har man kigget mod Ringsted Kommune, hvor man har haft fin succes med at reducere antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen. 

- I Ringsted kan det godt lade sig gøre at drive kommunen med 21 medlemmer, og det, mener jeg også, kan lade sig gøre i Sorø, siger han.

Men den sammenligning holder ikke, hvis man vil spare penge, mener borgmester, Gert Jørgensen (K). 

- I Ringsted Kommune har man flere fagudvalg, man har et større antal medlemmer i de enkelte fagudvalg, og man betaler et højere vederlag til de enkelte udvalgsmedlemmer, så samlet set giver det en større udgift end i Sorø Kommune, siger han.


Nyhedsoverblik