Slagterigiganten Danish Crown vil investere to milliarder kroner i udviklingen af virksomheden.
Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.
I Ringsted investerer vi i et nyt anlæg, der udelukkende skal producere til japanske kunder
Investeringerne vil ske bredt på tværs af koncernens forretningsområder. Og der vil blandt andet blive investeret i produktionen af en helt særlig type hakkekød i Ringsted i de kommende år.
- I Ringsted investerer vi i et nyt anlæg, der udelukkende skal producere til japanske kunder, forklarer Søren F. Eriksen, der er CEO i Danish Crown Pork, i pressemeddelelsen.
- Det giver samtidig 30-40 nye arbejdspladser, fordi vi ud over mandskabet til at betjene anlægget også skal have flere folk i udbeningsafdelingen for at have tilstrækkeligt med råvarer til produktionen, forklarer han.
Vil reducere klimaaftrykket
Danish Crown investerer også et trecifret millionbeløb i projekter, der skal bidrage til at forbedre arbejdsmiljøet og nedbringe koncernens klimaaftryk og miljøpåvirkning.
- Vi kommer til at lave en række forbedringer, som eksempelvis nedbringer vores forbrug af vand og energi, fortæller Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown, i pressemeddelelsen.
- I jagten på at sikre os positionen som verdens mest bæredygtige producent af fødevarer i vores branche vil det være en retning, som vi kommer til at forfølge benhårdt i de kommende år, siger han.
Danish Crowns målsætning er at halvere koncernens klimaaftryk inden 2030 og visionen er at være klimaneutral i 2050.
Danish Crown vil blandt andet også investere i et bedre arbejdsmiljø. I marts 2019 fortalte vi, hvordan slagteriet havde succesm med at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Se video her: