Mand indrømmer at stå bag gårdbrand

Natten til søndag brændte det kraftigt i en landejendom nær Ringsted. En 40-årig mand blev opdaget på adressen og har indrømmet at stå bag branden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den mand, der var mistænkt for at stå bag en stor gårdbrand ved Ringsted natten til søndag, er blevet varetægtsfængslet i surrogat frem til den 12. maj.

Det sker efter, han under et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde indrømmede at stå bag branden.

Manden blev opdaget på stedet, da brandvæsenet var i gang med slukningsarbejdet på landejendommen på Skellerødvej lidt uden for Ringsted omkring klokken 02.28. 

Satte ild flere steder

Manden forklarede, at han var på vej ind til Vesterbro i København for at besøge sin lillebror, da kom forbi den firlængede gård. Her stoppede han tilfældigt og besluttede sig for at sætte ild til gården.

Først forsøgte han forgæves at antænde noget papir på en hems, hvorefter han satte ild ved nogle gamle dæk. Ilden tog fat, og manden satte sig ind mellem gårdens grise, hvor politiet senere fandt ham.   

Da brandvæsenet og politiet ankom, brændte det kraftigt i en bygning, der grænsede op til svinestalden. Det lykkedes dog brandfolkene at få kontrol over branden, inden den bredte sig til svinestalden.

Skal mentalundersøges

Ved retten forklarede manden, at han er førtidspensionist og maniodepressiv. Han fortalte videre, at det var et råb om hjælp. 

Derfor var forsvar og anklager enige om, at manden under sin varetægtsfængsling skal mentalundersøges.  

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der er sket omfattende skader på gården. Det er uvist, hvor meget skadernes omkostninger løber op i. 


Nyhedsoverblik