Kvinde muligvis ramt af hagl: Politiet søger vidner

To kvinder stod og ventede på bussen og hørte en susende lyd. Kort efter opdagede den ene, at hun var blevet ramt af noget, der kunne være et hagl.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 25-årig kvinde blev torsdag aften ramt af noget i hovedet, der muligvis kan være et hagl, i Benløseparken ved Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden stod sammen med en 26-årig kvinde og ventede på bussen, da de hørte en susende lyd to gange. Kort efter opdagede den 25-årige, at hun var blevet ramt af noget i hovedbunden og havde fået et overfladisk sår.

Fandt ingen hagl i området

De to kvinder kontaktede politiet, men havde ikke bemærket noget mistænkeligt og kunne heller ikke fortælle, hvor lyden kom fra.

Den 25-årige blev undersøgt på skadestuen, og politiet undersøgte området ved busstoppestedet – dog uden at finde hagl eller lignende.

Politiet vil derfor gerne høre fra personer, der har bemærket noget i området omkring klokken 21.15 torsdag aften og som dermed kan kaste lys over, hvad der er sket.

Du kan kontakte lokalpolitiet i Ringsted på 1-1-4.


Nyhedsoverblik