¨

Kina dikterer i smittesag: Danish Crowns eksportstop langt fra "frivilligt"

Foto: Danish Crown

Danish Crown tog "en frivillig beslutning" om at standse eksport til Kina fra Ringsted-slagteri. En aktindsigt tegner et andet billede.

Det var ikke Danish Crowns eget valg, da virksomheden i forrige uge opgav et af sine største eksportmarkeder, Kina.

Faktisk blev beslutningen taget hos de kinesiske myndigheder, som gennem det danske embedsværk gjorde det klart, at Danmark skulle suspendere al eksport fra det coronaramte slagteri i Ringsted, skriver AgriWatch.

Det viser en mail om kontakten mellem Fødevarestyrelsen og de kinesiske myndigheder, som Watch Medier har fået aktindsigt i.

Her fremgår det, at styrelsen, efter henvendelse fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, informerede de kinesiske myndigheder om smittesituationen i Ringsted. Dette skete via et brev sendt gennem den danske ambassade tirsdag aften 28. juli.

"Ambassaden vender tidligt onsdag morgen tilbage med information om, at Mr. Kong (director hos Kinas toldmyndigheder, red.) fra de kinesiske myndigheder har fået overdraget brevet og er blevet mundtligt informeret," skriver en embedsmand i Fødevarestyrelsens afdeling for International Handel og tilføjer:

"Mr. Kong meddeler, at han ønsker yderligere et brev fra de danske myndigheder, hvor vi angiver, at vi øjeblikkeligt suspenderer eksporten fra den pågældende virksomhed (Danish Crown, red.)."

De kinesiske myndigheder siger stop

Den kinesiske embedsmand meddeler også, at "når smitterisikoen på virksomheden er under kontrol, dvs. medarbejderne er testet negative, kan Fødevarestyrelsen skrive et nyt brev med ønske om, at virksomheden kan genoptage eksporten."

Når vi har situationen under kontrol, vil vi anmode om at få genoptaget eksporten

Jens Hansen, pressechef i Danish Crown

Med andre ord har de kinesiske myndigheder sat foden ned.

Korrespondancen har hidtil været ukendt for offentligheden, men mailbriefingen tegner et nyt billede af, hvorfor Danish Crown lukkede for kødstrømmen til et af sine største markeder mod Øst. 

Få timer efter de danske myndigheder havde sendt det afkrævede brev, stillede produktionsdirektør i Danish Crown, Per Laursen, op til et interview i AgriWatch med en noget anderledes udlægning.

- Vi har taget en frivillig beslutning om, at vi ikke eksporterer produkter fra Ringsted til Kina, indtil vi har overblik og styr på situationen, sagde direktøren til AgriWatch. Han uddybede, at "der ingen grund var til at skabe bekymring hos kunder eller markeder.

Pressechef: - Det er normal procedure

Pressechef hos Danish Crown, Jens Hansen, fortæller nu, at forløbet viser en almindelig praksis for det danske slagteri. Han erkender dog, at selv om Danish Crown anmoder de kinesiske myndigheder om at få genoptaget eksporten, er det Kina alene, der afgør og vurderer, hvorvidt eksporten kan genoptages. En procedure, der ikke kan sættes en bestemt tidsperiode på, tilføjer han.

Lige nu har vi fuldt fokus på at sikre vores medarbejderes sundhed

Jens Hansen, pressechef i Danish Crown

I kalder eksportstoppet til Kina for frivilligt, men ifølge ministeriets briefing, suspenderer de kinesiske myndigheder eksporten fra Ringsted-slagteriet. Hvordan hænger det samme?

- Det er frivilligt og kommer efter normal producere i sådan en situation. Vi har gennem Fødevarestyrelsen bedt de kinesiske myndigheder om at vurdere, hvorvidt der fortsat kunne eksporteres kød fra Ringsted. Det har de vurderet, at vi ikke kan. Derfor beder vi om at blive suspenderet. Når vi har situationen under kontrol, vil vi anmode om at få genoptaget eksporten, siger pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, og tilføjer:

- I sådan et forløb stiller det os i hvert fald ikke dårligere, når vi skal have genoptaget eksporten til Kina, at vi selv henvender os for at få en vurdering, frem for at afvente at de kinesiske myndigheder griber ind.

Hvornår forventer I at kunne eksportere til Kina igen?

- Det er ikke til at sige nu. Lige nu har vi fuldt fokus på at sikre vores medarbejderes sundhed og få situationen med slagteriet i Ringsted under kontrol, siger Jens Hansen

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App