Sam Kamara har arbejdet som slagteriarbejder for Danish Crown i Ringsted de seneste 29 år og har ifølge ham selv ikke haft en eneste sygedag.
Derfor rammer det sådan én som ham ekstra hårdt, når Danish Crown i Ringsted lukker deres slagteri.
Lukningen skyldes, at Danish Crown i seneste to år har fået færre grise til slagtning, og derfor oplyste virksomheden i april, at 1.200 medarbejdere skulle finde et nyt arbejde.
- Det er rigtig ærgerligt. Jeg har været her i så mange år. Jeg græder inde i mig selv. Jeg har arbejdet her i 29 år, har ikke haft en eneste sygedag, og kommer hver dag på arbejde, siger slagteriarbejder, Sam Kamara.
Mandag kom det så frem, at slagteriet lukker fire uger tidligere end planlagt. Ifølge Danish Crown for at undgå overkapacitet i deres tre andre slagterier i landet.
Udsigten til, at det nu skal ske en måned før, huer ikke Sam Kamara.
- Det er ikke så godt for mig, for jeg skal jo finde noget andet arbejde. Men det er meget svært. Vi må bare vente og se, hvad der sker, siger han.
Slagteriarbejder: - Mine kollegaer er meget kede af det
Danish Crown har allerede afholdt jobmesse og uddannelsesmesse for medarbejderne i Ringsted og gør også, hvad de kan for at omplacere medarbejdere til deres andre slagterier i Jylland.
- Jeg skal ikke til Jylland, for jeg bor sammen med mit barn, og vi bor sammen her på Sjælland, så der bliver for langt til Jylland. Så det vil jeg sige nej til, siger Sam Kamara.
Alle mine kollegaer er meget kede af det
Ifølge Danish Crown er der endnu færre slagtegrise i Danmark lige nu, end de forventede, da de tog beslutningen om at indstille slagteriet i Ringsted til lukning. Derfor kan de ikke beskæftige medarbejderne på alle slagterierne i tilstrækkelig grad, og det tager de nu konsekvensen af. Derfor lukker slagteriet den 14. august, fire uger før planlagt.
- Alle mine kollegaer er meget kede af det. Vi blev meget overraskede over, at det nu lukker en måned før, siger Sam Kamara.
- Vi er meget forvirrede.
Borgmester er ærgerlig over beslutningen
I Ringsted Kommune er borgmester Klaus Hansen (V) ærgerlig over beslutningen fra Danish Crown, da de afskedigede medarbejdere i forvejen står i en svær situation.
- Der er ikke lang tid til den 14. august, så der er ingen tvivl om, at de afskedigede slagteriarbejdere nu er kommet under yderligere pres i forhold til at få afklaring på deres jobmæssige fremtid. Derfor har vi også hurtigt sat os sammen og set på, hvordan vi i lyset af den nye situation bedst kan hjælpe. Én af de ting vi gør, er allerede fra på mandag at rykke ud til Danish Crown med et særligt mini-jobcenter, siger Klaus Hansen.
Ifølge den oprindelige plan skulle mini-jobcentret først rykke ud på Danish Crown den 1. august, men det er altså nu fremrykket til den 1. juli.
Det kan blive et problem med fremrykningen, at der kommer flere arbejdsløse
Virksomheder med ledige job
132 virksomheder har allerede henvendt sig til Ringsted Jobcenter med ledige job. Og nu gælder det ifølge Susanne Frydenlund, der er arbejdsmarkeds- og ungechef i Ringsted Kommune, om at få formidlet de konkrete jobmuligheder videre til de afskedigede medarbejdere så hurtigt som muligt.
- Vi har mange arbejdsgivere, der bare går og venter på, at de kan få fat i de medarbejdere, der er derovre. Jeg har nogle af mine medarbejdere, der rykker derover med stillinger, så vi ser, om vi kan få lavet et match og skabe rekruttering direkte uden for slagteriet, siger hun til TV2 ØST og fortæller, at der er sat turbo på rekrutteringsarbejdet efter den nye melding om en tidligere lukning.
Det sker af frygt for, at der med dagens udmelding hurtigere bliver flere arbejdsløse i Ringsted.
- Det håber vi jo ikke - især ikke for de borgere, der bliver ramt. Men det kan blive et problem med fremrykningen, at der kommer flere arbejdsløse, siger hun.
Susanne Frydenlund fortæller også, at mini-jobcentret vil tilbyde vejledning og afklaring og muligheder for at efteruddanne og opkvalificere sig.
Hun opfordrer i øvrigt virksomheder, som mangler medarbejdere, til at henvende sig direkte til Ringsted Jobcenter.
Fagforbund er fortrøstningsfulde
Dagens melding overrasker til gengæld ikke Slagteriarbejdernes fagforening.
- Vi er ikke overrasket, for det her har vi jo set før ved andre slagterilukninger. Når virksomheden melder en lukning ud så lang tid forud, så begynder folk at sive stille og roligt, og kombineret med, at der også er færre grise, så kunne vi godt forudse, at der ville være en mulighed for, at det ville lukke før tid, siger Henrik Tonnesen, der er afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF, Sjælland og øerne.
Vi kunne godt have tænkt os, at hele indsatsen omkring uddannelse var blevet sat i værk noget tidligere
- Hele situationen er ærgerlig, - både den i dag, men også den fra april måned. Og grisesituationen over det hele taget i betragtning. Det betyder, at vi skal fremrykke alle de indsatser, vi har planlagt. Opgaven er jo den samme – det er bare nu i stedet for senere.
Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til at få mange af de afskedigede medarbejdere i nyt arbejde.
- Beskæftigelsen vokser og buldrer derudaf, uanset om vi taler om Fyn eller Sjælland, så der er masser af jobtilbud mange forskellige steder af mangeartede karakter. Så vi er meget fortrøstningsfulde med at få folk i arbejde, siger Henrik Tonnesen fra Fødevareforbundet NNF, Sjælland og øerne.
Han ville dog ønske, at Danish Crown havde ageret lidt anderledes i denne sag.
- Planlægningen er jo det halve af det. Vi kunne godt have tænkt os, at hele indsatsen omkring uddannelse var blevet sat i værk noget tidligere, men det har de (Danish Crown, red.) afvist, og det har de deres åbenlyse grunde til.
Omkring 200 af de 1200 fyrede medarbejdere har allerede fundet et andet job.