Ikke set i 60 år - uddød plante genfundet i sjællandsk skov

En plante, som alle i en menneskealder mente var uddød i Danmark, er blevet fundet i en øde skov nord for Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Videnskaben anså den uddød herhjemme - men nu er den lille plante kalkøjentrøst blevet fundet levende i et øde skovområde nord for Ringsted.

- Den burde være uddød engang i 1960'erne. Derfor har det også taget lang tid at fastslå, at der faktisk var tale om kalkøjentrøst, fortæller Klaus Bonderup, der er frivillig i Plejegruppen Allindelille.

quote Vi synes, at det er umådelig interessant, at vi har fundet den herhjemme

Klaus Bonderup, frivillig, Plejegruppen Allindelille.

Det er fire år siden, at planten første gang blev opdaget i Allindelille Fredskov lige nord for Ringsted.

Dengang var der fire blomster fra den lille urt, der i virkeligheden er en halvsnylterplante af gyvelkvæler-familien. Siden er planten kommet igen og har spredt sig - og så har forskerne turdet klippe blomster af. De er blevet undersøgt på Naturhistorisk Museum, af svenske eksperter - og senest er plantens gener blevet undersøgt af britiske eksperter.

- Det, der gør den interessant, er, at det er en ekstremt sjælden plante. Og historien var jo kun god, hvis det virkelig var en kalkeøjentrøst, fortæller Klaus Bonderup om den sene offentliggørelse af fundet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Allindelille Fredskov er på 65 hektar - svarende til ca. 90 fodboldbaner.
Allindelille Fredskov er på 65 hektar - svarende til ca. 90 fodboldbaner.

Svær at genkende

At det har været nødvendigt at indkalde så mange eksperter i analysen af planten og samtidig gennemgå dens gener giver mening, fordi det kan være ekstremt vanskeligt at skelne planten fra sine nære slægtninge i øjentrøst-familien.

Det er da også de helt særlige forhold i jorden omkring skoven nord for Ringsted, der har sikret bevarelsen af planten.

Læs også
Ikke set siden 1990'erne - sjælden fugl forvilder sig til Lolland
Læs også
Ikke set siden 1990'erne - sjælden fugl forvilder sig til Lolland

Allindelille Fredskov nord for Ringsted er unik, fordi den ligger ovenpå en kæmpe plade af skrivekridt, som ligger lige under mulden i skoven. Skoven er på størrelse med 90 fodboldbaner, og er i dag ejet af Danmarks Naturfond. Kridtpladen giver et helt unikt planteliv i området - som eksempelvis med kalkøjentrøst, der er afhængig af kridtet for at klare sig godt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klaus Bonderup er frivillig i Plejegruppen Allindelille Fredskov.
Klaus Bonderup er frivillig i Plejegruppen Allindelille Fredskov.

Brugt i medicin

Mens planten har været regnet som uddød herhjemme, så kendes den fra blandt andet alperne, hvor den har spillet en rolle i den traditionelle medicin. Urten er blevet brugt både til at lægge på sår og som kosttilskud, når der var bøvl med maven og tarmen.

- Vi synes, at det er umådelig interessant, at vi har fundet den herhjemme. Og måske har den ikke været uddød men har bare gemt sig, siger han.

Kalkøjentrøst er i øvrigt om muligt ikke den mest sjældne plante i skoven. En sjælden orkide, flueblomst, kan være endnu mere udsat her. Den blomstrer normalt kun med omkring 20 års mellemrum, og kendes kun fra denne skov i Danmark.


Nyhedsoverblik