Der er pænt igen. Men det var et grimt syn, der mødte medarbejderne på kirkegården søndag morgen.
- Var det mit eget gravsted, så ville jeg blive frygteligt ulykkelig, siger Kirsten Bandholtz, som er formand for Kirkegårdsudvalget i Ringsted.
Nogen havde i løbet af natten væltet omkring 30 gravsten i gårdens sydøstlige hjørne. Det er ikke første gang, de er udsat for hærværk på stedet. Men der er formentlig ikke tale om drengestreger.
- Den samme person har været i gang her på kirkegården flere gange, og det er altid hernede i sydøstlige hjørne, så vi ku jo godt tænke, at det måske er den samme igen, siger Kirsten Bandholtz.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at de har en bestemt 40-årig kvinde i søgelyset.
Hun har tidligere indrømmet hærværk på stedet, og skulle derfor have været i retten i sidste uge. En sag som blev udskudt.
Sognepræst Henrik Fuglsang-Damgaard er chokeret over, at nogen kan finde på at skænde gravstederne. Han ved om nogen, hvor meget hærværket berører de efterladte.
- Det tror jeg hænger sammen med, at man som efterladt identificerer gravstedet, med den som er død. Det er jo i hvert fald der, vedkommende er stedt til hvile. Og på den måde, bliver hærværket en slags overgreb, som sårer, siger han.
Nu håber kirkegårdens folk kun, at vedkommende bliver fanget.
[video:flv:090525_kirkegaard.flv]