¨

Gæster skal campere på fodboldstadion - politikere vedtager ny festivalplan

Nogle af de overnattende gæster til Ringsted Festival skal fremover campere på Ringsted Stadion. Foto: Mathilde Reimer - TV ØST

Tre nye campingområder bliver fremover taget i brug til Ringsted Festival.

Fremover skal en del af de overnattende gæster på Ringsted Festival køre deres campingvogne ind på Ringsted Stadion, der bliver et af tre nye campingsteder. De to andre bliver på Dyrskuepladsen samt et græsareal på Batteriet, mens en fodboldbane på et idrætsanlæg i nærheden fortsætter med at blive brugt.

Det har politikerne i Ringsted besluttet på et byrådsmøde mandag. 

Med beslutningen er der sat punktum i en sag, der har været genstand for stort fokus og skabt uoverensstemmelse mellem to af byens største aktiver: Ringsted Festival og Ringsted Sportscenter.

Kritik blev hørt

Uoverensstemmelsen opstod, da Ringsted Kommune solgte en grund, som festivalen tidligere brugte til campingområde, hvor der skal bygges boliger. Det kastede kommunen ud i at finde erstatningsarealer, da den er kontraktligt forpligtet til det i rammeaftalen med festivalen. 

I deres eget forslag havde Ringsted Festival i første omgang udset sig at bruge flere af fodboldbanerne end blot den ene. Noget, der affødte kritik hos Ringsted Sportscenter og pigefodboldafdelingen, der er blandt brugerne af banerne. 

- Det, vi frygter, er blandt andet, at græsset bliver trykket, når campingvognene bliver stablet op på fire plader i siderne. Det har vi blandt andet set på den bane, de bruger.

- Som jeg ser det, bruger de jo kun tre dage til musik og underholdning, men vi bruger banerne 300 dage om året. Det, synes jeg, må vægte lidt, har formand Jan Christiansen tidligere sagt til TV2 Øst. 

Artiklen fortsætter under tv-indslaget.

02:46 Luk video

En kritik, der altså endte med at blive hørt. Politikerne kalder beslutningen et kompromis, og ifølge sagsfremstillingen står Ringsted Stadion tom store dele af året, mens det netop er de omkringliggende baner, boldklubberne bruger.

Beslutningen skal evalueres om tre år.

Salget af grunden og usikkerheden om placeringen af det nye campingområde har betydet, at Ringsted Festival har udskudt salget af campingpladser fra den 1. november til den 1. december. 

Ifølge festivalens hjemmeside besøger 13.000 årligt Ringsted Festival, heraf 3.000-4.000 campister.

2020-udgaven foregår 30. juli til 1. august. På plakaten er indtil videre navne som L.O.C., Carpark North, Alphabeat og Poul Krebs. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App