Energiselskabet SEAS-NVE skifter navn

Energi- og fibernetkoncernen SEAS-NVE skifter navn til Andel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2005 fusionerede de Syd- og Vestsjællandske elselskaber SEAS og NVE.

Siden er forretningen vokset, senest med købet af Radius Elnet og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning, og det giver anledning til et navneskifte, skriver SEAS-NVE i en pressemeddelelse.

quote Med det nye navn, Andel, hylder vi vores oprindelse

Jesper Hjulmand, administrerende direktør, SEAS-NVE.

Valget faldt på Andel, fordi det både siger noget om, hvor selskabet kommer fra, og peger mod en historisk særlig dansk tradition med andelsselskaber og fællesskaber, oplyser SEAS-NVE.

Og så er det på samme tid moderne og tidstypisk i forhold til deleøkonomi, nye lokale fællesskaber og privatdrevne foreninger, skriver selskabet.

- Med det nye navn, Andel, hylder vi vores oprindelse. Det er vigtigt for os at have et navn, som viser kunder, andelshavere, medarbejdere og samarbejdspartnere, at de er en del af noget større. Som andelsselskab ligger det i vores DNA, at vi skal skabe værdi for vores ejere, kunder og samfundet omkring os, forklarer administrerende direktør Jesper Hjulmand.

Radius
Læs også
Andelsselskab får ja til at opsluge gigant - skal sikre billigere strøm til kunderne
Radius
Læs også
Andelsselskab får ja til at opsluge gigant - skal sikre billigere strøm til kunderne

- Vi skal ikke servicere aktionærer eller pensionsopsparere. I stedet bidrager alt overskud positivt til Andels udviklingskraft og bliver kanaliseret tilbage til vores andelshavere og kunder – eksempelvis i form af nye investeringer i digital infrastruktur, nye grønne og visionære energiløsninger samt donationer og bidrag til regionsudvikling.

Navneskiftet bliver gennemført inden for de kommende måneder.

Fra SEAS-NVE til Andel:

1912: SEAS (Sydsjællands Elektricitets Aktieselskab) grundlægges i Haslev

 

1913: NVE (Nordvestsjællands Elektricitetsværk) grundlægges i Svinninge

 

1918: NVE bliver et andelsselskab

 

1940: SEAS sætter Masnedø Kraftvarmeværk i drift, og Isefjordværket (senere Kundbyværket) opføres af blandt andre NVE

 

1957: SEAS tester og bygger vindmøller i 40’erne og 50’erne og opfører blandt andet ”alle vindmøllers moder” i 1957, Gedsermøllen

 

1966: SEAS opfører Stigsnæsværket

 

1987: Danmarks største vindenergianlæg, Masnedø Vindmøllepark, opføres

 

1989: SEAS omdannes til et andelsselskab

 

1991: Verdens første havvindmøllepark, Vindeby Vindmøllepark, indvies nord for Lolland for SEAS

 

1999: NVE opstiller verdens største landvindmølle på 2 MW

 

2002: NVE tilslutter de første kunder i regionen til fibernet

 

2005: SEAS og NVE fusionerer og bliver til SEAS-NVE

 

2009: Deltager i etablering af elbiloperatøren ChooseEV – i dag Clever

 

2013: Køber 80 procent af havvindmølleparken Rødsand 2 syd for Lolland

 

2016: Tager initiativ til at starte de første forsøg med højtemperatur termisk energilagring på DTU Risø

 

2018: Erhverver aktiemajoriteten på 94,9 procent i Clever

 

2018: Investerer 3,4 milliarder kroner gennem datterselskabet Fibia. Målet er at tilbyde alle andelshavere en 1 Gb/s højhastighedsinternetforbindelse senest i 2023.

 

2019: Køber Radius Elnet og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning

 

2020: Myndighederne godkender handlen med Ørsted

 

Kilde: SEAS-NVS

De to elnetselskaber i koncernen, Cerius og Radius, vil bevare deres nuværende navne, og det samme gælder fibernetselskabet Fibia og e-mobilitetsudbyderen Clever.

SEAS-NVE oplyser, at navneskiftet ikke medfører ændringer for kundernes produkter og priser.


Nyhedsoverblik