Efterlyst for drabsforsøg fundet på sin bopæl

Den 46-årige mand, der onsdag blev efterlyst af politiet, er torsdag blevet fundet og anholdt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 46-årige mand, som Midt- og Vestsjællands Politi onsdag efterlyste via medierne, er nu i politiets varetægt.

Han blev anholdt klokken 13.15.

- Vi fandt ham på hans bopæl i Ølstykke, for at det ikke skal være løgn. Vi har været forbi der nogle gange og tog lige en ekstra tur nu her, og der var han så i boligen, siger politikommissær Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjælland.

Sigtes for drabsforsøg

Manden var efterlyst, fordi han onsdag i sidste uge forsøgte at stikke sin egen søn ned på en parkeringsplads i Ringsted, hvor de 2 mødtes for at rede nogle problemer i familien ud.

Den 46-årige er tidligere dømt for at stikke 2 personer ned. Det skete i november 2012, hvor han overfaldt en kvinde, han havde datet, med kniv på Faktas parkeringsplads i Ringsted. Derudover blev også en tililende mand ramt af kniven, da han forsøgte at hjælpe kvinden.

Den anholdte vil nu blive sigtet for drabsforsøg og skal fredag fremstilles i grundlovsforhør.

 


Nyhedsoverblik