Dræbende træningsredskab sad løst

Arbejdstilsynet har givet Ringsted Svømmeklub et strakspåbud, fordi et dræbende træningsredskab sad løst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Ringsted Svømmeklub skal omgående sikre, at det træningsredskab som fredag væltede ned over en 12-årige pige, bliver monteret korrekt.

Det oplyser Arbejdstilsynet, som i sin redegørelse af fredagens dødsulykke har givet svømmeklubben et såkaldt strakspåbud.

En 12-årig pige omkom fredag aften under en ulykke i Ringsted Svømmehal, da en træningsmaskine væltede og ramte pigen i hovedet, mens pigen lavede øvelser på gulvet.

Arbejdstilsynets undersøgelser har nu vist, at det to meter høje træningsredskab sad løst på gulvet, og derfor får svømmeklubben et påbud.

- Svømmeklubben skal løse situationen straks, så vi sikrer, at der ikke sker lignende ulykker med træningsredskabet, siger tilsynschef Cathrine Tived fra Arbejdstilsynet.

Det er ikke første gang, at et træningstårn i Ringsted Svømmeklub vælter. Det fortalte svømmeklubbens formand, Kim Jørgensen, mandag til TV2 ØST.

Bestyrelsen i svømmeklubben havde på et møde besluttet, at maskinen skulle sikres og fastspændes med kæder efter det første uheld. Men den beslutning var endnu ikke ført ud i livet, og træningsmaskinen var fortsat i brug, da den 12-årige pige mistede livet.

Arbejdstilsynet ved endnu ikke, om der bliver et retligt efterspil på baggrund af den tragiske dødsulykke.

- Vores jurister vil nu overveje om der er grundlag for et retligt efterspil. Det afhænger blandt andet af Midt- og Vestsjællands Politis rapport. Der vil gå nogle dage, før vi kan træffe beslutninger i den her side af sagen, siger Cathrine Tived.

 


Nyhedsoverblik