Veganere blokerede Danish Crown i Ringsted: - Det er en syg industri

Demonstranter har torsdag morgen stillet sig op foran Danish Crowns slagteri i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag morgen demonstrerede en gruppe aktivister ved Danish Crowns slagteri i Ringsted. Ifølge en pressemeddelelse er der tale om aktivister, som protesterer imod animalsk produktion.

Ifølge politiet er der 20-25 deltagere i demonstrationen, som i nogle timer har spærret slagteriets hovedindgang for kommende dyretransporter.

Ifølge en af demonstranterne har der dog været omkring 50 personer fra hele landet til stede. 

- Vi har samlet os på tværs af bevægelsen for dyrerettigheder generelt i Danmark. Så vi er cirka 50 forskellige mennesker fra hele landet – og også nogle fra Sverige og Frankrig, fortæller demonstrant Ulrik Myrtue.

quote Det er 2019, og den industri, hvor vi slår dyr ihjel for at få mad, er totalt forældet

Ulla Koch, formand, Vegan Activism Denmark

Politiet oplyser på Twitter, at der er foregået en dialogbaseret indsats fra politiets side, og Ulrik Myrtue bekræfter, at kontakten til både politi og lastbilchauffører er foregået fredeligt.

Lidt efter klokken 9 torsdag morgen oplyser politiet, at demonstrationen er opløst, og at ingen er anholdt eller sigtet.

I en video på foreningen Vegan Activism Denmarks Facebook-side ser man foreningens formand, Ulla Koch, der som en del af en blokade ligger faststpændt på asfalten.

- Vi gør det, fordi det her skal stoppe, venner. Vi spiser ikke andre. Det er 2019, og den industri, hvor vi slår dyr ihjel for at få mad, er totalt forældet. Det er vi her i dag for at at vise alle andre. Det skal stoppe. Det er en syg industri, siger Ulla Koch i videoen.

Se video af aktionen fra foreningen Vegan Activism Denmarks Facebook-side:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Demonstranter i kædelås

Demonstranterne har valgt at lægge sig foran hovedindgangen, mens de er låst fast til hinanden i en såkaldt lock-on teknik. De har også låst sig fast til selve porten til hovedindgangen. 

- Det er klart, at vi har valgt det, som vi tænkte var mest effektivt, hvis politiet ville begynde at fjerne os, så det ville tage så lang tid som muligt at få os væk, forklarer Ulrik Myrtue.  

Artiklen fortsætter under billedet 

Aktivisterne låst fast til slagteriets indgang og vil lukke ned for nedslagtningen. 
Aktivisterne låst fast til slagteriets indgang og vil lukke ned for nedslagtningen.  Foto: Aktivister fra blokaden

Demonstranterne har ifølge Ulrik Myrtue ligget fastlåst til hinanden siden klokken fire mandag morgen, men har omkring klokken 7.30 valgt at afbryde demonstrationen.

- Vi har stoppet demonstrationen nu, fordi de er begyndt at køre lastbiler ind en anden vej fra. Så vi har besluttet, at så var det dét for nu.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Danish Crown, som indtil videre henviser til politiet. De oplyser dog, at aktionen ikke har haft konsekvenser for produktionen. 


Nyhedsoverblik