Dansk-tysk sammenstød spærrede Vestmotorvejen

Et sammenstød mellem to biler spærrede i dag Vestmotorvejen ved Ringsted. En tysk billist kørte op i en dansk stationcar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var et sammenstød mellem to biler på Vestmotorvejen ved Ringsted, der omkring klokken 15.20 spærrede motorvejen i vestgående retning i godt 20 minutter.

Den tyske billist bragede ind i den forankørende, danske billist.

- Vidner fortæller, den danske billist kørte meget langsomt taget i betragtning, at billisten kørte på motorvejen, siger Rene Søe Pedersen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV ØST.

Området er ryddet, og ingen kom til skade i forbindelse med ulykken. Nu skal vidner i sagen afhøres.