Danish Crown: Svineglade kinesere hjælper hele markedet

De dårlige nyheder har stået i kø for den danske svinebranche, men stor kinesisk efterspørgsel har givet luft. Til glæde for Danish Crown.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ruslands embargo mod europæiske varer og en stigning i produktionen af svin har længe ligget som et åg over den danske svinebranche. Men nu har en markant stigning i efterspørgslen i Kina bragt godt nyt.

Kineserne spiser store mængder svin, og et fald i den lokale produktion har skabt efterspørgsel efter udenlandske af slagsen.

Berlingske Business skriver mandag, at den danske eksport af svin til Kina kan fordobles til seks til syv milliarder kroner i år.

- Vi har forventet, at efterspørgslen ville stige i flere år på grund af faldet i Kinas egen produktion. Men det har virkeligt taget fart over forsommeren, hvor eksporten til Kina er steget markant, siger Søren Tinggaard, vicedirektør med ansvar for eksport hos Danish Crown, der blandt andet ligger i Ringsted.

Det kinesiske eventyr

Efterspørgslen er så stor, at det har løftet hele markedet for svineproduktion. Ikke mindst for dansk svinekød, der ifølge Danish Crown har et godt navn i Kina.

- Der har været en stigende produktion af svinekød i Europa og en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Det har gjort, at svinepriserne har været meget lave i en lang periode.

- Men med dette kinesiske eventyr er det lykkedes os at hæve de priser, vi kan give svinebønderne, til niveauer, der er bare nogenlunde tilfredsstillende for danske landmænd, siger Søren Tinggaard.

Han fortæller, at priserne er steget fra omkring otte kroner per kilogram til "noget over" 10 kroner per kilogram.

Kan hæve egne priser over hele Europa

Den øgede eksport gør, at Danish Crown kan hæve sine egne priser over hele Europa.

- Det kinesiske marked tager en masse produkter, og derfor kan vi fortælle vores andre kunder i Europa og verden, at vi har en solid efterspørgselsbase.

- Så hvis de vil have produkter med den danske kvalitet, så skal de betale priser, der er attraktive. Så hele prisniveauet bliver hævet, siger Søren Tinggaard.

Den positive effekt forventes dog ikke at vare ved. Kina har allerede iværksat planer for at øge den lokale produktion af svin.

- De fleste, og også os, venter, at den øgede efterspørgsel vil vare 2016 ud, men at der i 2017 vil komme mere balance mellem udbud og efterspørgsel i Kina.

- Så de højere priser er noget, der er lige nu og her. Vi kan ikke love, at det bliver sådan ved, afslutter direktøren.

/ritzau/


Nyhedsoverblik