Borgere skal med i redningsplan for taxaer

Der er kun 10 taxaer til Ringsted Kommunes 33.000 borgere, og det har fået lokalpolitikerne til at sætte gang i planlægningen af en strategi for taxakørslen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Godt 33.000 borgere i Ringsted Kommune har kun 10 vogne at tilkalde, hvis de har brug for en bil fra Ringsted Taxa. Der er kun otte vognmænd tilbage i byen.

Situationen er kritisk, og det vil Ringsted Kommune nu gøre noget ved.

Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Strategi for taxakørsel

På klima- og miljøudvalgets seneste møde vedtog politikerne at søsætte planlægningen af en strategi for fremtidens taxakørsel i kommunen, og den kommer til at involverer alt fra institutioner til ældreråd over erhvervsliv og borgerpanelet.

- Det er tvingende nødvendigt. Spørgsmålet er bare, om det er for sent. Jeg kan have mine tvivl, om der er taxaer i Ringsted efter sommerferien, siger Hans Hansen, formand for Ringsted Taxa, til DAGBLADET Ringsted.