Benløse IF sparker 47.000 kroner afsted til UNICEF

Mange mål og mange fadøl. Begge dele var med til at sikre, at Benløse IF kunne give 47.000 kroner til UNICEF efter lørdagens fodboldarrangement.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med stor opbakning fra alle involverede kan Benløse IF nu overføre 47.000 kroner til den indsamling, som Ringsted har sat sig i spidsen for som UNICEF By 2016.

Det store beløb blev det samlede udbytte af aktiviteterne på og omkring lørdagens fodboldarrangement.

Centralt i indsamlingen stod Team UNICEF sammensat af spillere med én fælles forpligtelse: De skulle hver især bidrage med mindst 1.000 kr. for at få lov til at komme på banen.

Det engagement supplerede flere af aktørerne med tiltag, der sørgede for flere penge til det gode formål. Adskillige iværksatte indsamlinger via deres netværk på de sociale medier, Del-Tech betalte 5.000 kr. for at få firmanavnet på spilletrøjerne og Plastmo lovede 500 kroner for hvert mål, der blev scoret i kampen mellem Team UNICEF og et Benløse-mandskab sammensat primært af de flygtninge fra Eritrea og Syrien, som klubben har gjort en særlig indsats for på fodboldbanerne.

Det løfte viste sig at være givtigt for det gode formål, for resultatet af den særdeles varme times anstrengelser blev registreret som 4-4.

Damemål talte dobbelt

Egentlig scorede Team UNICEF med Jan B. Poulsen som særdeles aktiv træner på sidelinjen kun tre gange, men undervejs blev det pludselig foreslået, at mål scoret af den eneste kvinde på banen, DR Sportens Tina Müller, skulle tælle dobbelt – og sjovt nok opstod ideen øjeblikket efter, at hun havde sendt et straffespark i nettet.

Det kan diskuteres, om kampens dommer, Kim Milton, var venlig med den kendelse, men til gengæld var der ingen tvivl, da Tina Müller et par minutter senere igen blev fældet under en fin dribletur i feltet. Jan Damslev scorede på straffesparket, Piet Duffy udlignede og Plastmos administrerende direktør, André Thomsen, fik i sidste øjeblik mulighed en særdeles god mulighed for at lave sejrsmålet, men besluttede at spare virksomheden for den udgift.

Den store trup af Benløse-spillere fejrede med rette udfaldet som den sejr, det reelt var – og det med rette. De fire scoringer blev sat ind efter kvikt spil og især den ene var spektakulær, da bolden med hælene blev lobbet i mål af Daniel Mehari. De øvrige målscorere for Benløse var Samuel Girmay og Merhawi Araya.

Fem kroner doneret for hver solgte fadøl

Dagen bød desuden på U11-kamp med 18-1 til Benløse over FC Storebælt, 0-1 i serie 2-kampen mod Ørslev GIF, hammerslag i auktionerne over spilletrøjer fra FC København, Brøndby IF og verdensmestre i badminton, god stemning og tilsvarende salg i boderne på stadion, raslen med indsamlingsbøsser og efterfest på Baghuset, hvor der blev doneret fem kroner for hver solgt fadøl til det gode formål.

Dermed kunne Benløse IF konstatere, at der var samlet præcis 46.404,50 kr. ind i forbindelse med fodboldarrangementet – og det runder foreningen op til de 47.000, der nu bliver sendt til UNICEF By 2016.


Nyhedsoverblik