Anklager: Mystisk kodesprog skulle dække over likvideringsplaner i Ringsted

Ord som bryllup, fest, markedet og varer var kodesprog forud for iransk agents rejse, mener anklag

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stribe chat-beskeder er en af de bærende søjler i påstanden om, at en iransk efterretningstjeneste sendte en hjælper til Ringsted for at forberede drabet på en eksiliraner.

Det fremgår torsdag, da senioranklager Søren Harbo holder sit afsluttende foredrag for nævninger og dommere i Retten i Roskilde.

Uden for retsbygningen patruljerer betjente med rifler i solen. Indendørs sidder en høj mørkhåret mand iført en trøje med blomstret mønster og lytter til argumenter for hans skyld.

Var han spion der forberedte likvidering?

Nævningetinget skal afgøre, om den 40-årige norsk-iranske mand kørte til Ringsted i september 2018 for at spionere mod eksiliraneren på vegne af en iransk efterretningstjeneste.

quote Dette er et forsøg på likvidering af en politisk modstander

Anklager i sagen mod 40-årig norsk-iraner

Og om han med sine fotos af mandens bopæl og videooptagelser hjalp til med at forberede en politisk motiveret likvidering.

"Er festen på plads", spurgte den 40-årige i en besked til en mand, som anklagemyndigheden hævder, var hans føringsofficer.

Beskeden den anden vej lød: "Du skal sørge for i forbindelse med handlen at fjerne al tvivl, og du skal se på varerne".

Talsmand Yaqoub al Tostari og Habib Jabor fra gruppen ASMLA i deres kontor og TV studie i Ringsted torsdag den 1. november 2018.
Talsmand Yaqoub al Tostari og Habib Jabor fra gruppen ASMLA i deres kontor og TV studie i Ringsted torsdag den 1. november 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Anklager: Det er kodesprog

Desuden tales der om "svingninger på markedet", om et bryllup, om et frieri - og det er alt sammen kodesprog, mener senioranklageren.

- Den duft, jeg havde af et kriminelt forhold, er blevet ganske kraftig. Det her stinker af et kriminelt forhold. Der er ingen tvivl om, at deltagerne i korrespondancen er klar over, at der skal foregå noget kriminelt, siger Søren Harbo til nævningetinget.

På et tidspunkt rapporterer den 40-årige fra sine iagttagelser i Ringsted, at "heldigvis er vejen til motorvejen tom".

- Er det ikke information om en flugtrute, spørger anklageren.

Den tiltalte blev anholdt i oktober 2018 i Göteborg, da han vendte tilbage fra en rejse til Iran. Siden da har han siddet fængslet. Han nægter sig skyldig.

I øvrigt blev netop ordet "markedet" også brugt som kodesprog i en svensk sag om en iransk efterretningstjenestes spionage.

Ved en ransagning i 2018 beslaglagde politiet blandt andet computere, som gruppen ASMLA har benyttet.
Ved en ransagning i 2018 beslaglagde politiet blandt andet computere, som gruppen ASMLA har benyttet. Foto: Michael Nordborg

Anklager: Mand havde godt forhold til Iran

Mandens forhistorie er ikke uvæsentlig, mener anklageren.

- Han har boet en del år i Norge og var velintegreret. Han var flygtning. Men flere gange er han rejst tilbage til Iran. Og så har han fået et mildest talt meget godt forhold til det iranske styre, selv om han aldrig har aftjent sin værnepligt, siger anklageren.

I sin procedure erkender han dog, at han ikke har kunnet fremlægge bevis for, at den påståede føringsofficer er identisk med en navngiven mand, som nævnes i anklageskriftet.

Ligesom den tiltalte opholder det formodede offer fra Ringsted sig nu i et arresthus. Han er leder i bevægelsen ASMLA, som kæmper for løsrivelse af Ahvaz-området i det sydvestlige Iran.

Men PET og dansk politi mener, at han og to andre mænd i årevis har spioneret til fordel for Saudi-Arabien og har indsamlet millioner af kroner til blodige terroraktioner på iransk grund. Derfor er også han nu varetægtsfængslet.

Men det formodede offers situation og eventuelle forbrydelser betyder ikke noget i forhold til bedømmelsen af sagen mod den 40-årige, fastslår anklageren.

- Dette er et forsøg på likvidering af en politisk modstander, selv hvis han engang skulle blive dømt for terrorisme. Det er ikke lovligt efter dansk ret at dræbe formodede forbrydere, siger anklageren.

Senere torsdag får forsvareren og den tiltalte ordet.


Nyhedsoverblik