Amatørteater kan ikke betale huslejen

Amatørteatret Søholmscenen i Jystrup befinder sig i en krise. Foreningen har ikke penge til huslejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er generelt en mangel på medlemmer, der har fået Søholmscenen ud i en krise. For ingen medlemmer, ingen kontingent - og heller ingen, der kan træde ind i rollerne som skuespillere, instruktører, musikere eller bestyrelsesmedlemer. 

- Der er en faldende interesse for amatørteater. Det er især forældregruppen, der ikke længere kommer. De unge forældre har travlt med alt mulig andet, konstaterer foreningens kasserer, Tommy Johannesen. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Foreningen har været en fast forankret del af kulturlivet i Jystrup siden 1972.

I 1997 fik den sit eget hus, Mejeriet, som medlemmerne selv istandsatte og byggede op med scene, bar og sminkerum. Nu ser det ud til, at Søholmscenen må opgive at leje sig ind i Mejeriet. Der er ikke penge til huslejen.

Det rammer også andre lokale foreninger, som jævnligt har lånt huset.

Det gælder blandt andet filmklubbben Blå Bio og Landsbyforeningen for Jystrup og Omegn.

Lokalerne har også været brugt til lokale sammenkomster, møder og visning af fodboldkampe på storskærm.

- Jeg er bange for, at vi må opgive Mejeriet, hvis ikke der dukker nogen op på generalforsamlingen, som gerne vil bevare huset, siger Tommy Johannessen.


Nyhedsoverblik