Allan kæmper mod Domea - bolig lugter af gammelt sommerhus og hamsterbur

Allan Lindegaard Olsen fra Ringsted kæmper mod både fugtskader og lange ventetider. Boligadministrationsselskabet Domea kaster bolden videre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lykken var stor, da Allan Lindegaard Olsen og familien i februar kunne flytte ind i en lejebolig i Andelsboligforeningen af 1941 i Ringsted.

quote Så kommer lugten af gammelt sommerhus og hamsterbur

Allan Lindegaard Olsen, lejer

- Endelig får vi den bolig, vi har ledt efter så længe, hvor der er den plads, vi har brug for. Der er natur lige i baghaven, og vi er bare lykkelige for at have fået den, fortæller Allan Lindegaard Olsen om den følelse han og familien stod med, da boligen blev deres.

Men glansbilledet krakelerer hurtigt.

Det går nemlig op for familien, at den bolig, de troede skulle blive deres drømmehjem, er fyldt med fejl og mangler.

Ifølge Allan Lindegaard Olsen er der frostsprængte mursten på facaden, gulvene er ikke slebet færdige, parketgulvet i entreen er blevet skjult af et vinylgulv, dørhåndtag sidder løst, og der lugter af sommerhus i klædeskabene. Der er ifølge Allan Lindegaard Olsen også fugtskader i køkkenskabene, som man har forsøgt at male over, inden familien flyttede ind.

- Der går lige de her 14 dage, hvor man kan lugte lak og maling. Men så kommer lugten af gammelt sommerhus og hamsterbur – det er en ubehagelig lugt, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser et af skabene ud, da Allan Lindegaard Olsen og hans familie flyttede ind.
Sådan ser et af skabene ud, da Allan Lindegaard Olsen og hans familie flyttede ind. Foto: Privatfoto

Har manglet køkken i fem måneder

Andelsboligforeningen af 1941 i Ringsted administreres af boligadministrationsselskabet Domea.

Allan Lindegaard Olsen kontakter derfor Domeas servicecenter, da det viser sig, at den vandskade, som familien gjorde opmærksom på, allerede inden de flyttede ind, ikke er blevet udbedret.

- Vi kan stadig lugte det, så vi bliver ved med at henvende os. Men der sker ikke noget, forklarer han.

Tilstanden i bolig er så slem, at familien ikke har haft et funktionelt køkken i fem måneder.

- Vi har ikke kunnet lave det mad, vi gerne ville. Vi har ikke kunnet sidde og hygge deroppe, og vi har haft halvdelen af køkkenet i stuen. Følelsesmæssigt er det bare hårdt hele tiden at have håndværkere løbende, der tilmed ikke laver arbejdet ordentligt, så det skal gøres om og om igen, forklarer han. 

Artiklen fortsætter under billederne.

Allan Lindegaard Olsen tog billederne her, da familien flyttede ind.
Allan Lindegaard Olsen tog billederne her, da familien flyttede ind. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg
 
  Foto: Privatfoto

Dårlig kommunikation

Frustrationen over det manglende køkken og de mange andre fejl i boligen er dog ikke det eneste, familien må slås med.

Hos Domea er man nemlig ikke ligefrem lydhør overfor de problemer, som familien oplever.

- Den første person, vi kommunikerer med, tryner os bare og siger, at vi har for høje standarder i forhold til, hvad boligen kan tilbyde. Men det føler vi jo ikke – vi vil bare gerne have, at tingene er i orden, forklarer Allan Lindegaard Olsen.

Skimmelsvamp case top Gritt Hansen
Læs også
Gritt har klaget over skimmelsvamp i et år: - De har handlet svigagtigt
Skimmelsvamp case top Gritt Hansen
Læs også
Gritt har klaget over skimmelsvamp i et år: - De har handlet svigagtigt

Ifølge Lejernes Landsorganisation (LLO) er den lange behandlingstid og den dårlige kommunikation, som Allan Lindegaard Olsen oplever hos Domeas servicecenter, ikke et særtilfælde.

- De prøver meget at trække tingene i langdrag og trætte beboerne, så de opgiver, fortæller Marianne Berg, juridisk rådgiver i LLO.

quote Vi har overvejet at smide håndklædet i ringen og simpelthen flytte et andet sted hen

Allan Lindegaard Olsen, lejer

Dette billede bakkes op af, at TV2 ØST i august måned kunne fortælle, hvordan flere lejere kæmper med skimmelsvamp i boliger, der alle bliver administreret af Domea. Efter TV2 ØST bragte indslagene, er der kommet flere henvendelser fra lejere, der alle føler sig uretfærdigt behandlet af boligselskaber, der bliver administreret af netop Domea.

TV2 ØST har været i kontakt med Domea i forhold til den konkrete sag med den bolig, som familien Lindegaard Olsen lejer. Domea henviser i denne forbindelse til, at det er boligselskabets eget ansvar – altså Andelsboligforeningen 1941 i Ringsted.

Det er Asger Dirch Poulsen, der er forretningsfører i Andelsboligforeningen 1941 i Ringsted. Han ønsker dog ikke at stille op til et interview, og det har derfor ikke været muligt at forholde ham til kritikken fra lejerne. 

Fik 750 kroner i kompensation

Allan Lindegaard Olsen håber, at der er nogen, der snart vil lytte og gøre noget ved problemerne.

Læs også
Gitte fra Stubbekøbing har fået nok – fraflytter lejlighed fyldt med skimmelsvamp
Læs også
Gitte fra Stubbekøbing har fået nok – fraflytter lejlighed fyldt med skimmelsvamp

De mange måneders kamp har nemlig taget hårdt på både ham og hans familie.

- Vi har overvejet at smide håndklædet i ringen og simpelthen flytte et andet sted hen. Men ungerne er glade for at bo her, så vi bliver boende og tager kampen op, fortæller han. 

Allan Lindegaard Olsen og hans familie har fået 750 kroner som kompensation for de fem måneder, de ikke har haft et køkken.


Nyhedsoverblik