Ældreplejen mangler personale - nu skal flere arbejde på fuld tid

Samtidig med at plejehjemmene og hjemmeplejen mangler arbejdskraft, arbejder otte ud af ti ansatte på deltid. Nu skal medarbejderne på et plejehjem i Ringsted afprøve nye modeller for at gå op i tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er formiddag på Plejecentret Knud Lavard - det største plejehjem i Ringsted Kommune. Lange gange med motiver af Ringsteds natur pryder væggene og forbinder de enkelte afdelinger, hvor beboerne bor dør om dør og mødes i køkkenalrummene til en kop kaffe og et måltid.

Her arbejder cirka 120 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere og ni sygeplejersker. Langt størstedelen, nemlig 80 procent af dem, er på deltid.

- Det er helt tilbage fra gammel tid, hvor man var ude og tjene lidt lommepenge, og så kørte man som hjemmehjælper, og så var man hjemme, når manden kom hjem og havde ordnet hytten, fortæller Helle Kristiansen, der er social- og sundhedshjælper på Plejecentret Knud Lavard. Hun har gennem mange år arbejdet som aftenvagt i en 28-timers stilling og er nu dagvagt i en 34-timers stilling.

Helle Kristiansen er social- og sundhedshjælper på Plejecentret Knud Lavard i Ringsted. Hun arbejdede tidligere på 28 timer om ugen, er nu på 34 timer, og er klar til at tage flere timer, fortæller hun.
Helle Kristiansen er social- og sundhedshjælper på Plejecentret Knud Lavard i Ringsted. Hun arbejdede tidligere på 28 timer om ugen, er nu på 34 timer, og er klar til at tage flere timer, fortæller hun. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Lederen på Plejecentret Knud Lavard er enig.

- Det er jo, fordi det er et kvindefag. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at sige, men det er noget kulturelt, noget gammelt. Kvindefag har altid været deltidsstillinger, fordi man har skullet passe børn eller hjem ved siden af, og sådan har det historisk været og specielt indenfor social og sundhedsområdet, siger John Lagoni, der er leder af Plejecentret Knud Lavard. 

quote Kvindefag har altid været deltidsstillinger, fordi man har skullet passe børn eller hjem ved siden af

John Lagoni, leder af Plejecentret Knud Lavard

Stor mangel 

Men nu bliver der sat fokus på, at så mange er på deltid, for der er stor mangel på social- og sundhedsassistenter og -hjælpere og hvis nogen af dem, går op i tid kan det være med til at løse de rekrutteringsudfordringer, der er. En ny analyse fra Kommunernes Landsforening viser, at der om bare otte år vil mangle knap 16.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i Danmark. Kigger man længere frem, vil der i 2045 mangle næsten 37.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.

Vi er med på det hele. Vi kan kigge på mødetider, antal timer i en vagt, hjælp til børnepasning i ydertimerne, siger John Lagoni, der er leder af Plejecentret Knud Lavard.
Vi er med på det hele. Vi kan kigge på mødetider, antal timer i en vagt, hjælp til børnepasning i ydertimerne, siger John Lagoni, der er leder af Plejecentret Knud Lavard. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Kommunernes Landsforening og en række fagforeninger i Forhandlingsfællesskabet står derfor bag en større kampagne for at rekruttere til det kommunale arbejdsmarked, ikke blot i ældre- og sundhedssektoren, men også indenfor daginstitutionsområdet.

Læs også
SOSU-uddannelse kommer til Faxe
Læs også
SOSU-uddannelse kommer til Faxe

Kampagnen hedder En fremtid på fuld tid, og i første omgang er 26 kommuner inviteret med til at deltage i projekter, hvor man afprøver forskellige modeller for at medarbejderne kan gå op i tid eller op på fuld tid. Kampagnen har undersøgt, hvor mange der arbejder på deltid og det viser sig, at indenfor ældreområdet drejer det sig om otte ud af ti ansatte på deltid, altså samme billede som på Plejecentret Knud Lavard.

En fremtid med fuldtid

  • Det er Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet, der er gået sammen om kampagnen En fremtid med fuldtid for at få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid. 
  • 26 kommuner skal afprøve redskaber og metoder til at finde lokale løsninger på de strukturelle og kulturelle barrierer, der skal fjernes, hvis flere medarbejdere skal op i tid både inden for ældreområdet, dagtilbudsområdet, sygeplejeområdet, psykiatrien og rengøringsområdet.
  • 40 pct. af de kommunalt ansatte arbejder på deltid, og inden for nogle faggrupper er det endnu flere. F.eks. arbejder 8 ud af 10 social- og sundhedsansatte på deltid. For pædagogerne er det 50 procent. 
  • Forhandlingsfællesskabet repræsenterer samtlige forhandlingsberettigede organisationer med ansatte i kommuner og regioner. Forhandlingsfælleskabet består af 53 organisationer og vil optræde fælles i forhandlingerne med de kommunale og regionale arbejdsgivere om generelle løn- og arbejdsvilkår.

Ringsted Kommune er netop repræsenteret i kampagnen ved Plejecentret Knud Lavard, så nu skal medarbejderne afprøve forskellige modeller for at gå op i tid. Alt er oppe i luften, også vagtplaner og de traditionelle mødetider. 

- Det er rigtig spændende, for man kan komme ind og se, kan vi gøre ting anderledes, og ja, det kan vi, og også udfordre systemet lidt. Det behøver ikke være så rigidt, at vi åbner og lukker 7-15, 15-23, 23-07. Jeg kan godt se, at man kan møde 8-16 eller 10-17, siger Pia Elisabeth Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for FOA personalet i hele Ringsted Kommune, i alt cirka 550 medarbejdere.

Vi kan godt udfordre systemet lidt og gøre noget anderledes, siger Pia Elisabeth Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for FOA personalet i hele Ringsted Kommune, i alt cirka 550 medarbejdere.
Vi kan godt udfordre systemet lidt og gøre noget anderledes, siger Pia Elisabeth Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for FOA personalet i hele Ringsted Kommune, i alt cirka 550 medarbejdere. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Første skridt i projektet var at udsende en spørgeskemaundersøgelse til centrets medarbejdere. Den viste, at 40 procent af medarbejdere er interesserede i at prøve at arbejde enten på fuld tid eller tage flere timer.

- Lige nu er det meget snak om det her med, hvad er det folk kan se, hvordan fungerer det for dem, hvis de skal op i tid, og hvor giver det mening at lægge de her timer. Så lige nu er det meget et kig på afdelingen, hvornår er der mest tryk på, hvornår er der mest at lave, hvor kunne det give mening, fortæller Pernille Ryberg Vintermark, der er social- og sundhedsassistent og teamleder for omkring 35 medarbejdere.

Faste makkere 

Netop det at blive taget med på råd er vigtigt for medarbejdernes eventuelle lyst til at overveje flere timer eller fuld tid:

- Det kunne jo være, at man selv kunne være med til at planlægge, hvornår man møder, og hvornår man har fri, at man så har mere lyst til at gå op i tid, og at folk ved, at det er faste makkere og fast personale, der kommer hver dag, siger Celia Øhlers, der er social- og sundhedsassistent og tidligere har arbejdet 32 timer, men nu er på 35 timer om ugen.

Man har mere lyst til at gå op i tid, hvis man ved at det er faste makkere og fast personale, der kommer ind, Celia Øhlers, der er social- og sundhedsassistent og tidligere har arbejdet 32 timer, men nu er på 35 timer om ugen.
Man har mere lyst til at gå op i tid, hvis man ved at det er faste makkere og fast personale, der kommer ind, Celia Øhlers, der er social- og sundhedsassistent og tidligere har arbejdet 32 timer, men nu er på 35 timer om ugen. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Ledelsen er klar til at strække sig langt og kaste alt, hvad man "plejer" op i luften:

 - Vi er klar til at lukke op for både mødetider, timemængder på en dag, og vi er klar til at kigge på, hvordan vi kan hjælpe med børnepasning i ydertimerne, altså det hele. Det er en fornøjelse, fordi vi har haft mulighed for at kaste det hele op og sige, jamen lad os se, hvordan det lander, og hvordan vi kan arbejde videre med det, siger John Lagoni.

Et par timer op

Helle Kristiansen er en af dem, der kan se en fordel i at gå op i tid, ikke blot for hende selv, men også for beboerne, der vil møde færre vikarer.

 - Jeg kunne sagtens gå et par timer op, og jo flere der kommer op på fuld tid, jo bedre er vi bemandede, så vi ikke har alle de vikarer. Vores beboere kan jo godt lide, at det er kendte ansigter, der kommer, siger hun. 

- Lige nu er kigger vi på afdelingen. Hvornår er der mest tryk på, så hvor kunne det give mening, at en vagt var længere end i dag, fortæller Pernille Ryberg Vintermark, der er social- og sundhedsassistent og teamleder for omkring 35 medarbejdere.
- Lige nu er kigger vi på afdelingen. Hvornår er der mest tryk på, så hvor kunne det give mening, at en vagt var længere end i dag, fortæller Pernille Ryberg Vintermark, der er social- og sundhedsassistent og teamleder for omkring 35 medarbejdere. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Når medarbejderne har fundet de løsninger, der er de bedste for dem, er det meningen, at ideerne skal deles og bruges som inspiration i landets øvrige kommuner - og selvfølgelig også i Ringsted.

- Nu er det startet ude på Plejecentret Knud Lavard, men vi har jo to andre plejehjem, hvor vi forhåbentlig også kan komme i gang med det, og for den sags skyld også i vores hjemmepleje, siger Benny Christensen (S), der er formand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget i Ringsted Kommune.

Læs også
Kommunerne hungrer efter sosu'er: - Man skulle kigge på lønniveauet
Læs også
Kommunerne hungrer efter sosu'er: - Man skulle kigge på lønniveauet

- Vi har alle sammen måske sovet lidt i timen, at vi ikke har forudset, at det blev så besværligt at rekruttere folk til området. Det kunne man godt have startet med noget før. Men nu er det sat i gang, og så håber vi på, at det også giver noget bonus i sidste ende, siger han.  

Hos både medarbejderne og ledelsen er der nu store forventninger til, at projektet ikke blot kan være med til at løse de rekrutteringsudfordringer, der er, men at det også kan skabe en bedre arbejdsplads.  

- Vi har alle sammen måske sovet lidt i timen, at vi ikke har forudset, at det blev så besværligt at rekruttere folk til området, siger Benny Christensen (S), der er formand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget i Ringsted Kommune.
- Vi har alle sammen måske sovet lidt i timen, at vi ikke har forudset, at det blev så besværligt at rekruttere folk til området, siger Benny Christensen (S), der er formand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget i Ringsted Kommune. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

- Jeg tror på, at det her får stedet til at blomstre. Jeg tror også på, at vi kunne få nogle eksempler her, som vi kan sælge til resten af kommunerne. Og jeg tror også, at vi får en gruppe af medarbejdere, som bliver mere tilfredse, og som bliver mere glade for at gå på arbejde, hvis vi kan være med til at sammensætte en dag, der giver mening for dem, også privat og som matcher deres behov, siger John Lagoni. 

Medarbejderne er enige i, at projektet kan rykke. 

- Jeg håber, at projektet kan virke, hvis folk får lidt indflydelse på deres arbejdstider. Hvis man er fleksibel, får man også nogle fleksible og glade medarbejdere, siger Helle Kristiansen.

Definitioner på aftalt arbejdstid

  • En fuldtidsansat defineres som et fastlønnet ansættelsesforhold med en aftalt arbejdstid på 37 timer (eller flere) om ugen.
  • Fuldtidsansatte tæller dog også ordninger, hvor en lavere arbejdstid er aftalt som fuldtid. F.eks tæller 28 timers natarbejde for en 37 timers fuldtidsstilling.
  • En deltidsansat defineres som et fastlønnet ansættelsesforhold med en aftalt arbejdstid på mellem 0 og 36 timer om ugen.
  • En timelønnet defineres som et ansættelsesforhold, der er tidsbegrænset til maksimalt én måned. Timelønnede har ikke en fast aftalt arbejdstid.
  • Kilde: En fremtid på fuld tid


 


 


Nyhedsoverblik