Ældre vil hjælpe med at købe ind

Hvis bentøjet er i uorden, eller snedriverne ligger højt i gaderne, kan det være svært for svage ældre at komme ud og få klaret de daglige fornødenheder. Ældre Sagen Ringsted har startet en ny indkøbsordning for borgere i Ringsted Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Projektet, der er det første af sin art i Ældre Sagens regi, består i, at frivillige modtager ordrer fra og udbringer varer til ældre, der har et behov, men ikke kan få kommunal hjælp. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Men det er ikke helt uden betænkeligheder, at Ældre Sagen går ind i en regulær indkøbsordning, siger formand for Ældre Sagen i Ringsted, Arner Frederiksen.

- Jeg ved, man holder lidt øje med os, og hvordan vi klarer det inde fra landsorganisationen. Her synes man, lige som os, at det er en god ide, men man siger også, at vi skal passe på, at vi ikke overtager kommunale forpligtelser.

Sundhedschef i Ringsted Kommune Birgit Wehlast ser meget positivt på projektet.

- Det er positivt, at borgere gerne vil hjælpe hinanden, og det kan da også være med til at udsætte behovet for hjælp fra kommunen, siger Birgit Wehlast til DAGBLADET Ringsted.

/ritzau/


Nyhedsoverblik