Ældre dame jog røvere på flugt

To unge mænd bevæbnet med en kniv forsøgte at røve en 81-årig dame i Ringsted. Men hun holdt fast i sin taske, og røverne tog benene på nakken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag eftermiddag blev en 81-årig kvinde fra Ringsted truet af to unge i alderen 15-20 år.

Den 81-årige havde været i Netto at handle og på vej hjem bemærkede hun de to drenge, der fulgte efter hende. Kvinden blev udtryg, og hun bad en kvindelig cyklist om at slå følgeskab med sig, da hun var lidt nervøs.

Den kvindelige cyklist fulgtes med forurettede, der dog havde afslået at blive fulgt helt hjem til hendes bopæl. Det skulle vise sig at være en fejl, for de to unge forsøgte at true hende med en kniv til at udlevere den 81-åriges taske ved indgangen til hendes bopæl på Dronning Margrethesvej. Hun råbte op og holdt fast på tasken, og røverne opgav og løb fra stedet.

De to unge mænd har mørkt hår og bar mørkt tøj. De har begge udenlandsk baggrund og taler dansk med dialekt.

Lokalpolitiet i Ringsted vil meget gerne i kontakt med den kvindelige cyklist, der fulgtes med forurettede, da kvinden formentlig kan udbygge signalementet af røverne. Politiet vil også gerne tale med andre vidner, der har en ide om, hvem de to røvere er. Politiet kan træffes på tlf. 114.


Nyhedsoverblik