Skuespillerne Annette Heick og Mikkel Schrøder bød på masser af julesange, da de torsdag lagde vejen forbi Ringsted Kongrescenter.
700 mennesker troppede op til showet Sound of Christmas, der vil blive sendt på TV 2 Charlie senere i december.
Der er egentlig plads til 900 mennesker i salen, men da showet blev optaget til tv, var der 200 færre pladser.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Publikum skal forvente sig masser af julesange og masser af grin, fortalte skuespiller Mikkel Schrøder inden showet gik i gang.
Han delte scenen med blandt andre Annette Heick, der fortalte at showet ville byde på en masse nye kombinationer af julesange.
- Der er mange dejlige sange, men jeg synes også det er sjovt med de der drille-sange vi har, hvor vi smelter julesange sammen, som man ikke lige troede, man ikke lige troede, man skulle høre smeltet sammen, sagde hun
Gas på julemusikken
Blandt publikum var blandt andre Birthe Tofthøj fra Korsør.
- Vi skal høre noget god musik og prøve at komme i julestemning. Og så har jeg læst mig til, at det er rigtig, rigtig sjovt, sagde Birthe Tofthøj, inden hun gik ind i salen.
Med sig havde hun Lone Jensen fra Skælskør, der også så frem til at opleve det store show.
Artiklen fortsætter under billedet.
- En god aften med god musik, det er det, der er allerbedst, sagde hun.
Begge kvinder er meget glade for julemusik, så de var også begejstrede for, at det nu igen er december.
- Det er den ene gang om året, hvor vi rigtig kan give den gas med julemusikken, sagde Birthe Tofthøj.
Sound of Christmas bliver sendt på TV 2 Charlie den 17. december.