Mandag eftermiddag tog dagen en drastisk drejning for 16-årige Laura Jensen og 64-årige Benny Schmidt fra Ringsted.
Jeg var bange for, at han var død. Det lignede det jo, for han var helt blå i hovedet og trak ikke vejret
Midt under en flytning af noget haveaffald besvimede Benny Schmidt nemlig på grund af det, der senere skulle vise sige at være to blodpropper i lungerne. Til stede var kun 16-årige Laura Jensen, der til Benny Schmidts held formåede at holde hovedet koldt og handle hurtigt.
- De sagde på hospitalet, at havde det ikke været for hende, så havde jeg ikke været her i dag, fortæller Benny Schmidt.
Benny Schmidt og Laura Jensen var i fællesskab i færd med at flytte haveaffald for Laura Jensens mormor. Benny Schmidt har nemlig i årevis været en god ven af familien, der har hjulpet til med praktiske gøremål.
- Han har været en slags reservefar for min mor, og jeg har kendt ham, siden jeg var et år gammel. Så jeg har altid set ham som en form for morfar, siger Laura Jensen.
Derfor påvirkede det hende også dybt, da hun pludselig så sin reserve-morfar falde om for øjnene af hende.
- Han stopper op ved traileren og begynder at hive efter vejret, og ikke engang tre sekunder efter ser jeg, at han mister bevidstheden. Så han falder om, og hans hoved brager direkte ned i jorden.
- Jeg var bange for, at han var død. Det lignede det jo, for han var helt blå i hovedet og trak ikke vejret. Jeg tænkte først, at det måtte være et hjertestop, fortæller Laura Jensen.
Reagerede prompte
Laura Jensen hentede lynhurtigt sin telefon og ringede 1-1-2, mens hun råbte til sin mormor, at Benny var faldet om.
- Jeg fortæller alarmcentralen, at en ældre mand er faldet om, og hvad adressen er. Så sætter jeg telefonen på højttaler, fordi de siger, at jeg skal vende ham om på siden. Det gør jeg, og jeg ryster og rusker i ham i forsøget på at få ham til bevidsthed igen. Men det lykkes ikke helt, forklarer hun.
I mellemtiden var mormoren nået ud på parkeringspladsen, hvor Benny Schmidt lå, og Laura Jensen fik sendt hende i retning mod naboen for at hente hjælp.
- Jeg kunne ikke mærke puls, jeg kunne ikke se hjertet banke, der var ingen tegn på liv. Så jeg skulle faktisk lige til at give hjertemassage, da han pludselig selv begyndte at hive dybt efter vejret.
- Jeg blev så lettet. Så var han jo i hvert fald ikke død, fortæller hun.
En blodprop i hver lunge
Da ambulancen ankom, var Benny Schmidt kommet til bevidsthed igen, men han var meget omtumlet.
- Da jeg vågner, er jeg slet ikke klar over, hvad der er sket. Den tid, hvor jeg havde været væk, var bare et stort hul, forklarer han.
Laura Jensen kørte med i ambulancen til Slagelse Sygehus, hvor Benny Schmidt blev indlagt. Her fandt lægerne ud af, at han faldt om på grund af to blodpropper – én i hver lunge.
- Jeg var lidt mat i det, og åndedrættet var ikke, som det skulle være. Det var først sent på aftenen, at jeg havde en normal vejrtrækning og normal puls igen, siger Benny Schmidt, der stadig er indlagt til observation på Slagelse Sygehus.
Dybt taknemmelig
Oplevelsen har sat sig dybt i både Benny Schmidt og Laura Jensen.
Benny Schmidt har aldrig været ramt af blodpropper tidligere, og han har ikke haft nogen symptomer eller andet, der kunne indikere, at han var syg.
Jeg kan ikke takke hende nok. Det er så flot af hende, at hun ikke går i panik eller noget som helst
- De tre sekunder, hvor han falder om, bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. Jeg ser det hele tiden for mig. I de første par dage har jeg nok været i en form for choktilstand, for jeg kan bare ikke forstå, hvordan det kunne ske for Benny, siger Laura Jensen.
Benny Schmidt er stadig en smule forslået efter faldet, og han har udsigt til en operation, hvor den ene hjerteklap skal skiftes ud. Det, der fylder mest i hans tanker lige nu, er dog at få udtrykt overfor Laura Jensen, hvor taknemmelig han er for hendes indsats.
- Jeg kan ikke takke hende nok. Det er så flot af hende, at hun ikke går i panik eller noget som helst. Det er nok også, fordi jeg har kendt hende hele livet, at det gør mig så rørt, siger han.
For Laura Jensen selv er det lidt svært og overvældende at tage imod de mange roser.
- Jeg føler bare lidt, at jeg gjorde, hvad der er enhver borgers pligt at gøre i sådan en situation. Så det er næsten for meget med al den tak fra alle kanter, siger hun.
Oplevelsen skal bearbejdes
Laura Jensens mor har siden episoden sørget for, at Laura Jensen kan komme til psykolog, så hun kan få bearbejdet oplevelsen.
- Det var forfærdeligt, og jeg har jo ikke oplevet noget lignende før. Det har gjort noget ved mig, men samtidig minder det mig også om, at man skal huske at sætte pris på de mennesker, man har, mens de er der, siger Laura Jensen.
Benny Schmidt håber, at deres historie kan være med til at give andre unge det nødvendige mod, hvis de selv skulle ende i en lignende situation.
- Jeg synes, det er vigtigt at få ud, så andre unge mennesker kan se, at man godt kan gøre en forskel i sådanne situationer, selvom man ikke er så gammel, siger han.