¨

16-årig erkender drab på sin mor

En 16-årig dreng er tiltalt for at have slået sin mor ihjel med knivstik. Han erkender sig skyldig.

00:50

Video: Henrik Larsen.

Tirsdag har Retten i Roskilde indledt en drabssag, hvor en 16-årig dreng er anklaget for at have slået sin mor ihjel.

Han skal have stukket hende med en kniv i maven, halsen og på ryggen i slutningen af juli sidste år i deres hjem i Ringsted.

Ved dagens retsmøde var tiltalte dukket op sammen med sin forsvarer, advokat Stefan Møller Jørgensen, samt sin far, som sad ved sønnens side under hele retsmødet.

Den 16-årige erkender sig skyldig, oplyste forsvareren. Anklageren har tidligere oplyst til TV2 ØST, at sønnen har været udredt på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor hna fik diagnosen infantil autist med sidediagnosen ADD.

Infantil autisme og ADD

Hvad er Infantil autisme?

  • De første symptomer ses først, når barnet bliver tre år.
     
  • Mangelfuld og afvigende udvikling af evnen til kontakt og gensidigt socialt samspil.
     
  • Forstyrret eller forsinket udvikling af sproget.
     
  • Mangelfuld udvikling af evnen til social kommunikation.
     
  • Mangelfuld udvikling af evnen til fælles leg og interesser med jævnaldrende.
     
  • Stereotype gentagende aktiviteter eller stereotype begrænsede interesser.
     
  • Hos nogle børn ses tvangspræget adfærd, med mange ritualer.
     
  • Den intellektuelle funktion kan variere fra normal til henholdsvis lavere og højere end det normale.

 

Hvad er ADD?

  • ADD er en betegnelse for en bestemt type ADHD.
     
  • ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som giver forstyrrelser i forskellige hjernemæssige funktioner, der blandt andet har med tænkningen at gøre. Bogstaverne ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder.
     
  • Bogstaverne ADD står således for Attention Deficit Disorder, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden, hvor H´et for hyperaktivitet er udeladt. ADD bruges således, når der overvejende eller udelukkende er tale om forstyrrelse af opmærksomheden.
     
  • Betegnelsen ADD anvendes altså om den form for ADHD, hvor hyperaktiviteten er fraværende eller ikke så synlig – med andre ord den stille ADHD.

 

Kilder: sundhed.dk, adhd.dk.

Se mere

Naboer fandt moren

På den skæbnesvangre juliaften var det naboerne til den afdøde kvinde og sønnen, som fandt kvinden liggende på gulvet på svalegangen i lejlighedskomplekset.

Det fortalte en af naboerne, da han vidnede under dagens retsmøde.

Efter at have fundet hende prøvede han at stoppe den kraftige blødning fra halsen med et viskestykke.

De udøvede også førstehjælp på kvinden, men hendes liv stod ikke til at redde.

- Vi prøvede at gøre det, så godt vi kunne, men det var en meget kraftig blødning, sagde han.

Et stort antal politifolk og efterforskere rykkede til Ringsted 30. juli 2019, da en kvinde var blevet fundet dræbt. Foto: Henrik Larsen.

Hørte skrig

Inden han gjorde sig det makabre fund, havde naboen hørt skrig fra en kvinde, som han var sikker på kom fra nabolejligheden.

- Det var en uvant lyd, da der ikke havde været ballade før i tiden, sagde han under afhøringen.

Naboen fandt også sønnen, som altså nu er tiltalt for drabet, siddende i sofaen i lejligheden.

- Han sagde ingenting. Det virkede ikke som om, at han var i affekt, eller var helt klar over, hvad der var sket, sagde naboen.

Ville ikke udtale sig

Da politiet kom ud på gerningsstedet, fandt man også en kniv, der havde blod og vævsrester på bladet, fortalte sagens anklager, Magnus Mølholm, ved tirsdagens retsmøde.

Drengens side af sagen fik man dog ikke at høre, da hans forsvarer fortalte, at hans klient ikke ønskede at udtale sig.

Men den 16-årige har ved et tidligere grundlovsforhør forklaret, at han var blevet uvenner med sin mor den aften.

Skænderiet udviklede sig, og drengen gik ud i køkkenet i deres fælles hjem, tog en køkkenkniv og gik ind til moren i soveværelset, hvor han stak hende flere gange i ryggen.

Til trods for at moren forsøgte at undslippe sønnen ved at løbe ud på svalegangen i lejlighedskomplekset, indhentede han moren og stak hende flere gange i maven, halsen og til sidst i ryggen, inden hun faldt om.

Mentalerklæring mangler

Morfaren til den 16-årige tiltalte fik tirsdag også muligheden for at vidne, men det tilbud valgte han ikke at benytte sig af.

Dommen var egentlig planlagt til at falde den 17. april, men det er dog usikkert, om den plan holder, da vurderingen af den mentalundersøgelse, som drengen har gennemgået, mangler.

Den er nødvendig for, at sagen kan blive afsluttet, oplyste anklager Magnus Mølholm ved dagens retsmøde.

Der er derfor også reserveret et retsmøde til den 29. april.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App