15-årig dømt for at filme overfald

En dreng fra Ringsted blev i går eftermiddag idømt tre måneders betinget fængsel for at have optaget et overfald på en jævnaldrende med mobiltelefon.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Filmsekvensen blev senere lagt ud på internetforummet Arto, skriver Dagbladet.

En 14-årig dreng fra København fik  så mange tæsk, da han var på besøg hos nogle drenge i Ringsted, at han har fået nedsat hørelse.

- De gjorde alt, forklarede han i retten, og de gik mest efter mit øre, fordi det blev helt blåligt, fortsatte han om drengene, som han egentlig troede, var hans kammerater.

Da det er to mindreårige, der slog og sparkede, kan de ikke blive tiltalt i sagen. Det kunne til gengæld en 15-årig dreng. Han havde filmet overfaldet med en mobiltelefon og dermed gjort sig skyldig i det, man i folkemunde kalder »happy slapping«.

Filmsekvensen blev vist i retten. De kvalmefremkaldende optagelser viste den 14-årige dreng blive slået i hoved og på kroppen af de to jævnaldrende, hvoraf den ene på et tidspunkt også hopper ned fra en mur og laver flyvespark mod ofrets ryg eller baghoved. På intet tidspunkt under filmoptagelsen gør den 14-årige andet end at forsøge at skærme sig selv mod volden og jamre.

- Man må tage sig selv til hovedet og spørge, om det er mennesker, der gør det her, sagde dommeren som en kommentar til en af de voldelige drenge, der ikke var på anklagebænken, men kun indkaldt som vidne.

Selvom den tiltalte 15-årige ikke selv havde slået eller sparket, blev han dømt for at have været med til at aftale overfaldet og være medvirkende til vold. Og ikke mindst blev den 15-årige dømt for at filme overfaldet, der senere blev lagt ind til fri beskuelse på internetforummet Arto som en slags kynisk underholdning.

Straffen, som dommere og domsmænd besluttede at give for disse kriminelle handlinger, var tre måneders fængsel, der blev gjort betinget på grund af den dømtes alder og tidligere uplettede straffeattest.


Nyhedsoverblik