10 indbrud i samme by på en aften

En lille by ved Ringsted fik i weekenden besøg af tyve, der brød ind i hele ti huse på en aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

10 huse i Benløse ved Ringsted blev fredag aften udsat for indbrud. Det skriver DAGBLADET Ringsted. 

Et af indbruddene blev opdaget, mens det stadig var i gang i et hus på Fælledvej. Her så en borger to mænd bære på en fladskærm og køre fra stedet i en sort metallic Audi A6 med registreringsnummeret ZT 37 575. Bilen er i forvejen meldt stjålet. Ud over bilen kunne vidnet kun beskrive gerningsmændene som iført mørke bukser og hættetrøjer.

De ni andre huse, der samme aften blev ramt af indbrud, ligger meget tæt på både Fælledvej og hinanden, og det giver politiet en mistanke om, at det er de samme gerningsmænd.

- Når et begrænset område bliver ramt som her, så er det sandsynligvis de samme, der står bag, men vi kan ikke sige noget med sikkerhed, før vi har fanget gerningsmændene, siger Jan Lauritzen, politiassistent og kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til DAGBLADET Ringsted.
 
Ritzau


Nyhedsoverblik