Morten Jørgensen fra Næstved i aktion ved OL i dag

Morten Jørgensen fra Næstved var næsten afskrevet i Guldfireren, men overvandt en mystisk skade i sidste øjeblik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Set udefra ligner det et mindre mirakel, at roeren Morten Jørgensen sidder på den ene plads, når den danske letvægtsfirer med tilnavnet Guldfireren skal på vandet ved OL lørdag eftermiddag.

Jørgensen var næsten afskrevet sidste efterår, da han desperat søgte en forklaring på de mystiske smerter, han fik i kroppen - især i lårene - hver gang han forsøgte at træne.

I hans fravær overtog Jens Vilhelmsen pladsen, var med til at vinde VM-sølv, og de tre øvrige folk i båden havde efterhånden indstillet sig på, at han skulle være fjerdemanden til OL.

Blev udtaget i februar

Men kort før nytår kunne Jørgensen pludselig træne for fuld kraft igen, og i februar blev han endegyldigt udtaget til Rio.

- Så skulle vi ændre det hele igen. Mentalt var vi forberedte på, at han nok ikke skulle med til OL. Da han alligevel kom med, skulle vi acceptere, at han i første omgang ikke var på sit gamle niveau, siger kollegaen Jacob Barsøe.

- Det har været en turbulent tid med en masse omvæltninger, hvor vi har skullet finde tilbage til måden, vi roede på før, forklarer han.

Morten Jørgensen har været en af dansk ronings mest lysende stjerner det seneste årti. Han var med til at vinde medalje ved de seneste to OL, og i 2008 blev han udnævnt til årets fund i dansk idræt.

Værd at vente på

Det er således en mand, der var værd at vente på, selv om udskiftningen i båden sendte kollegerne på overarbejde et halvt år før OL i Rio.

- De andre troede på mig, når jeg sagde, at jeg ville være tilbage i topform til OL. De ved, hvad jeg står for, siger Morten Jørgensen.

- Vi roede sammen i 2013 og 2014, blev verdens- og europamestre og satte verdensrekord, så de ved, hvad jeg kan, når det gælder.

- Jeg gjorde det klart fra starten, at de ikke skulle regne med, at min form var der, før vi kom til OL, og nok heller ikke er der, før vi når finalen, siger Morten Jørgensen.

På træningslejren op til OL har kvartetten noteret hastigheder, der er hurtigere end i verdensrekordåret 2014, og roernes sportschef, Lars Christensen, anser Guldfireren for det bedste danske bud på en medalje i roning.

/ritzau/

Morten Jørgensen har været gæst i Hvem er du! - Se programmer - KLIK HER


Nyhedsoverblik