Yderområderne må betale mere for advokaterne

Kan det virkelig koste over 1300 kroner at have en advokat ved sin side, når man skal skrive under på et testamente? Svaret er ja, hvis man bor i de tyndt befolkede områder i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Og testamentet er blot en af flere udgifter, som er blevet større. Den nye retsreform betyder nemlig længere transporttider for mange advokater og deres klienter. Og det er dyrt at betale en advokat for at køre langt - omkring 500 kroner i timen, kan det hurtigt koste.

I Store Heddinge på Stevns kan advokat Finn
Rasmussen indtil videre bruge den midlertidige fogedret i
Køge, men det er kun et spørgsmål om tid, før den bliver lukket
ned.
  - Vi har fået at vide af Retten i Roskilde, at den ikke
længere magter at holde fogedretten i Køge kørende. Det kommer
fremover til at koste os en times kørsel hver vej til Roskilde,
forklarer han.

  Den lange transporttid kommer ikke kun til at ramme
advokaterne. Også klienterne får svært ved at komme til og fra
retten. Især hvis de ikke har en bil.
  - Og det er jo ikke typisk bilejere, der må en tur i
fogedretten, forklarer Finn Rasmussen.
  I givet fald kan det nemt tage over to timer at komme fra en
bopæl i Store Heddinge til Retten i Roskilde. Hver vej.

  Store Heddinge er blot en blandt mange byer i
Danmark, hvor de lokale advokater tidligere havde en byret. Men
da retsreformen trådte i kraft den 1. januar 2007, blev antallet
af byretter skåret fra 82 til 24. Advokaterne frygter nu, at de
lokale advokater stille og roligt vil forsvinde. Det kan ganske
enkelt ikke betale sig at arbejde i en by uden en byret,
vurderer Anne-Lisa Andersen, der er advokat i Ferritslev i Nordjylland.
  - Det er ikke sådan, at advokaterne i Fjerritslev flygter fra
byen. Men det er nok ikke en særlig god forretning at overtage
mit advokatkontor, når jeg engang stopper. Så hellere slå sig
ned i Hjørring, siger hun.

  Denne udvikling vil ifølge Anne-Lisa Andersen gå ud over
borgernes retssikkerhed, da det er vigtigt at have en lokal
advokat at gå til. En man kan stole på og tage sig af sager som
skilsmisse og dødsfald.


Nyhedsoverblik