¨

Voldsforherligende Afghanistan-videoer

Foto: TV ØST

På internetsiden YouTube ligger mindst to videoer af de danske soldater i Afghanistan. I videoerne jubler de danske soldater mens fjenden skydes ned.

Ingen ved endnu, om materialet er lavet af de danske soldater selv. De voldsforherligende videoer består af sammenklip af både stilbilleder og videosekvenser taget inde i den danske lejr og under kamphandlinger. Flere danske soldater optræder, nogle steder taler de i en familiær tone dansk til fotografen.

Selvom videoerne har ligget på YouTube i flere måneder, kender de ansvarlige politikere intet til dem. Efter TV2ØST præsenterede dem for materialet er der enighed om, at videoerne er smagløse.

- Det er voldsforherligende, og det repræsenterer et problem i forhold til de udsendte soldaters holdning, siger Forsvarsordfører, Holger K. Nielsen (SF).

Også medlem af Forsvarsudvalget, Per Kaalund (S), tager afstand fra videoerne. Han mener, at forsvaret bør undersøge, om Geneve-konventionen er overtrådt.

- Der er meget strenge regler for krigsførelse, og hvis de er brudt, så bør det få konsekvenser, siger han til TV2ØST.

Også Dansk Folkeparti mener, at Forsvaret må tage videoerne alvorligt. Partiet peger på, at håndtering af eksempelvis mobiltelefoner og digitalkameraer bør indgå i soldaternes uddannelse, inden de sendes ud.

Forsvarsminister Søren Gade (V) vil ikke umiddelbart gøre noget ved videoerne på YouTube.

- Jeg synes ikke, videoerne er smagfulde. Men jeg vil ikke sætte en undersøgelse i gang for at finde folkene bag. Soldaterne er under pres, når de er på mission, og de lever i en anden virkelighed.

 

Søren Gade opfordrer dog til, at udsendte soldater tænker over hvad de ligger ud på Internettet.

Videoerne kan ses i deres fulde længde her:

 

 

http://www.youtube.com/watch?v=qNAFqtTpExE

 

http://www.youtube.com/watch?v=Gurzm7LrNAo

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App