Vikarudgifter løber løbsk

Trods Ringsted Kommunes forsøg på at bremse forbruget af vikarer inden for ældreplejen, så forventes de i år at runde 20 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2004 havde Ringsted Kommunes ældrepleje en udgift til køb af vikarhjælp på 11,2 millioner kroner. I år forventes udgiften altså af runde de 20 millioner kroner på trods af, at kommunen det seneste år har forsøgt at begrænse brugen af vikarer blandt andet gennem  ansættelse af to faste vikarbureauer og satsning på uddannelse af egne medarbejdere, skriver Dagbladet

Men indsatsen til dato siges at være slået totalt fejl. Alene i forhold til 2006 er vikarudgifterne vokset med yderligere godt tre millioner kroner. Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Hanne Hyldgaard (R), erkendte da også i en gennemgang af de kommunale ældreudgifter på byrådsmødet mandag, at det tilsyneladende er skruen uden ende og påpegede specielt tre årsager til, at vikarudgifterne bare tordner i vejret, uanset hvilket indgreb kommunen tilsyneladende griber til:

-Vikarer tjener ganske enkelt mere end det faste personale, så hvorfor være fastansat, når man kan få større frihed og tjene flere penge ved at være vikar?

-Job inden for ældreområdet er lavstatus område. Det mærkes på antallet af ansøgninger til stillingerne, på sygefraværet og på udskiftningen af medarbejdere. Således ligger udskiftningsprocenten så højt som 30 procent i Ringsted. Med andre ord forlader godt en tredjedel af medarbejdere jobbet inden for et år.

-Ringsted har tradition for at bruge mange vikarer, og det er tilsyneladende svært at komme til livs.

Sammen med sin udmelding til det samlede byråd om ældreområdets problemer foreslog Hanne Hyldgaard og fik støtte til, at der meget hurtigt holdes et såkaldt temamøde om netop ældreplejens situation.


Nyhedsoverblik