"Vi skyder dig i knæskallerne"

Med et oversavet jagtgevær truede tre maskerede røvere i nat en landmand, der bor ved Langed på Lolland. Røverne gik formodentlig målrettet efter et stort kontant beløb

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 38-årige landmand Erik Christensen fortæller i dag til TV2 ØST, at han havde mange tusind kroner liggende i sit hjem. Kontanter som hans polske medarbejdere skulle have haft i løn. Og penge fra salg af grøntsager på et marked.

Så det var mange penge røverne kunne stikke afsted med - dog mindre end 50.000, siger Erik Christensen, der dyrker jordbær og majs.

Lidt over to i nat brød de tre røvere ind ad bagdøren. De var maskeret med elefanthuer og talte dansk, men landmanden mener ikke han har set dem før.  

- De starter med at sparke mig tre gange i hovedet, forklarer han og viser sit forslået ansigt. Han lå stadig i sengen da røverne sparkede ham. I løbet af formiddagen har han været på skadestuen og er blevet tjekket for hjernerystelse.

- Så siger de, at de ved, at jeg har polske arbejdere, og de vil vide hvor de er. De truer mig med våbnet og siger, at de vil skyde mig i knæskallerne, hvis jeg ikke fortæller hvor pengene er, siger en tydeligt rystet Erik Christensen til TV2 ØST.

Herefter bagbinder røverne både Erik Christensen og de tre polakker, der ligger og sover på førstesalen.  

Politiet har hele dagen opholdt sig ved landejendommen. Her har de sikret tekniske beviser, men de har foreløbigt ingen signalementer af gerningsmændene.

Vi vil meget gerne høre fra offentligheden, hvis der er nogen der har hørt eller set noget i nat, siger Marianne Roed fra Sydsjællands -og Lolland Falster politi.


Nyhedsoverblik