Vi er den mest Trump-glade region - og forklaringen er simpel, siger ekspert

Region Sjælland er den region, hvor flest ville stemme på Donald Trump. Stine Damgaard fra Ringsted er en af dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Valget i USA ser ud til at blive meget tæt. Men i Danmark ville Kamala Harris vinde stort.

Det viser en undersøgelse lavet af Gallup for Berlingske, hvor 88 procent af de adspurgte svarer, at de ville stemme på den demokratiske kandidat.

quote Man bliver ikke populær af at sige, at man ville stemme på Trump

Stine Damgaard, Ringsted

Undersøgelsen viser dog også, at Region Sjælland er den region, hvor flest ville stemme på Donald Trump.

Her svarer 12 procent, at de ville stemme på den republikanske kandidat, hvis de havde muligheden. Til sammenligning er landsgennemsnittet fem procent. 

Kamala Harris og Donald Trump.
Kamala Harris og Donald Trump. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er især mænd, der vil stemme på Donald Trump. Men en af de kvinder, der også ville foretrække ham frem for Kamala Harris, er Stine Damgaard fra Ringsted.

- Man bliver ikke populær af at sige, at man ville stemme på Trump, det er jeg udmærket klar over, siger hun.

En kritik af eliten

Der er faktisk en sammenhæng mellem hvilke partier, man stemmer på til folketingsvalg, og hvilken amerikansk præsidentkandidat, man foretrækker.

Det fortæller Kasper Møller Hansen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

quote Jeg kan godt se, at han langt fra er perfekt, men...

Martin Henriksen, formand for Nye Borgerlige

- Region Sjælland er en region, hvor Dansk Folkeparti står stærkt. Det er også en region, hvor Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne står stærkt, forklarer han og fortsætter:

-  Det er de partier, som har en meget kritisk tilgang til magten og til eliten, og som har en tro på, at magten skal tilbage til folket. Det budskab turnerer Trump også med.

Men hvorfor er det netop de partier, der står stærkt i Region Sjælland? Det har Kasper Møller Hansen også et bud på.

Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Kasper Møller Hansen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Han mener blandt andet, det drejer sig om afstanden til politikerne.

- Der kan være langt til magten - langt til ressourcerne og langt til dem, der sidder på Christiansborg og bestemmer og flytter rundt på pengene, siger Kasper Møller Hansen.

Han forklarer, at folk på Sjælland og øerne kan føle sig forbigået af den økonomiske udvikling andre steder i landet.

Læs også
20-årig fra Haslev hjælper Harris i kampen mod Trump
Læs også
20-årig fra Haslev hjælper Harris i kampen mod Trump

- Når huspriserne for eksempel eksploderer i København, falder den på det øvrige Sjælland, siger Kasper Møller Hansen og fortsætter: 

- Der er mange, der ikke har råd til at bo i København, så man ender med nærmest at eksportere nogle sociale problemer til Lolland og Falster og lignende.

Kan ikke forstå, man kan gøre andet

Hvis man spørger Martin Henriksen, der er formand for Nye Borgerlige og sidder i byrådet i Stevns Kommune, så viser undersøgelsen et positivt billede af den region, han bor i.

- Jeg bor det rigtige sted her på Sjælland. For jeg synes, det er dejligt, der er 12 procent, som siger, de vil støtte den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, siger han.

Opbakningen til Donald Trump bunder ifølge Martin Henriksen i en generel træthed over for det politiske system.

Martin Henriksen ville selv stemme på Donald Trump, hvis han kunne stemme ved det amerikanske valg.
Martin Henriksen ville selv stemme på Donald Trump, hvis han kunne stemme ved det amerikanske valg. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Man synes, at staten regulerer for meget, beskatter for meget, og man vil gerne have sådan mere traditionelle værdier kombineret med mere frihed til den enkelte og mere ansvar til den enkelte, siger han.

Hvis Martin Henriksen selv kunne stemme i USA, så ved han også godt, hvor han ville sætte sit kryds:

- Så ville jeg sådan set stemme på Donald Trump. Jeg kan godt se, at han langt fra er perfekt, men når jeg kigger på alternativet, så kan jeg ikke forstå, at man kan gøre andet.

Føler sig hægtet af

Githa Nelander, der sidder i byrådet i Næstved og regionsrådet i Region Sjælland for Dansk Folkeparti, vil ikke fortælle, hvem hun ville stemme på, hvis hun kunne stemme i USA.

Men hun tror, at der på Sjælland kan være en større andel, der ikke føler, de bliver hørt af politikerne.

- Der er mange, der føler sig hægtet af, siger hun.

Githa Nelander vil ikke fortælle, hvem hun ville stemme på, hvis hun havde muligheden.
Githa Nelander vil ikke fortælle, hvem hun ville stemme på, hvis hun havde muligheden. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Og det er den type vælgere, der ifølge hende vil være tilbøjelige til at stemme på Donald Trump.

- Det gør han også op med, de politiske normer og så videre. Og jeg tror, det er meget afgørende i forhold til den stemmeprocent, der er her på Sjælland, siger Githa Nelander.

Frygter en tredje verdenskrig

Tilbage i Ringsted hos Stine Damgaard bliver der ikke lagt skjul, hun håber, at Donald Trump vinder det amerikanske valg.

- Set med udenrigspolitiske briller, så håber jeg, det er Donald Trump, der løber med sejren, siger hun.

Stine Damgaard frygter en tredje verdenskrig og mener, at Donald Trump vil være en stærk leder, der ved, hvordan han skal håndtere for eksempel Ruslands præsident Vladimir Putin.

Læs også
20-årig fra Haslev hjælper Harris i kampen mod Trump
Læs også
20-årig fra Haslev hjælper Harris i kampen mod Trump

Men Stine Damgaard forstår også godt, der er mange, som ikke kan lide Donald Trump.

- Han er lidt for ekstrem i sine udtalelser, for ikke at nævne hele abortspørgsmålet. Det er heller ikke derfor, jeg ville stemme på Trump, siger hun og tilføjer:

- Det er kun udenrigspolitisk, at jeg ville stemme på ham.

Resultatet af det amerikanske valg forventes at ligge klart i løbet af natten til onsdag dansk tid. 


Nyhedsoverblik