Ventetiden er ovre for kræftpatienter

Statsministeren lover kræftpatienterne, at de kan blive behandlet akut. Det skal være slut med de dræbende lange ventelister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kræftpatienter skal behandles akut, så de undgår de lange ventetider.

Det lover statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Sommerens store debat-emne har været kræftpatieners ventetid på behandling og undersøgelser.

Senest døde en 69-årig mand fra Møn, mens han ventede på behandling af sin kræftsygdom.

Han nåede ikke engang at få sat navn på sin sygdom, før han døde.

I Næstved glæder ægteparret Carsten og Jens Eilertsen sig over statsministerens løfte. De var med til at skabe fokus på kræftpatienters ventetid, da Jens Eilertsen blev syg med kræft.

I et åbent brev til partiet Venstre spurgte Carsten Eilertsen blandt andet, om partiet mener, at kræftpatienter skal behandles uden ventetid, som hvis der var tale om et offer for en trafikulykke.

Med atstaministerens løfte, er svaret til ægteparret Eilertsen altså et klart ja.

- Vi har jo kæmpet for kræftpatienterne. Jeg er selv rask nu, men det må da komme mange mennesker til gode, så det er jeg både glad og stolt over, fortæller Jens Eilertsen fra Næstved.

Sundhedsministeriet vil nu nedsætte en task-force, der skal overvåge, om regionerne og de enkelte sygehuse lever op til retningslinjerne fra ministeriet.

Kræftens Bekæmpelse har længe forsøgt at få anerkendt kræft som en akut sygdom.

En kræftsvulst kan nemlig sprede sig på få uger, og 100 lungekræft-patienter er døde på venteliste.


Nyhedsoverblik