Vandrerhjem forfalder

Forpagterpar kæmper for at få penge fra kommunen til vedligeholdelse af det efterhånden faldefærdige Danhostel i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, da Vagn Jensen og hans kone for to år siden besluttede sig for at drive Danhostel i Slagelse. Men drømmen begyndte hurtigt at krakelere. For selvom parret vidste, at stedet havde brug for en kærlig hånd, så havde de aldrig drømt om, at det skulle blive så svært at betale for forbedringerne.

 - Der er bare ikke sket noget, vi hører ingenting fra kommunen, siger Vagn Jensen.

Det er Slagelse Kommune, der ejer bygningen. Men siden parret overtog driften af stedet, har de ifølge dem selv måtte kæmpe for enhver forbedring. Og nu er bygningen så forfalden, at flere af værelserne slet ikke kan lejes ud. Efter flere sammenstød med forvaltningen gik parret i marts måned direkte borgmesteren, som straks fik sat gang i en undersøgelse af bygningen.

 - Der fik vi at vide, at der var asbest og at der var alt muligt, der skulle skiftes ud. Og så har vi ikke hørt noget siden, fortæller Vagn Jensen.

I kommunen forstår de godt, at forpagter-parret føler sig holdt hen.

 - Det er ikke i orden. Og derfor har vi også haft det med på vores budgetmøde i fredags, hvor vi har aftalt at afsætte penge til det her, siger borgmester Stén Knuth(V). Men det giver de ikke meget for på vandrerhjemmet. For selvom der i en mail fra kommunens driftschef står, at der nu er bevilliget 3,2 millioner kroner til udbedring af tag og isolering, så tør parret ikke tage kommunens løfter for gode varer.

 - Det er jo to forskellige ting der står. Der står her, at pengene er blevet bevilliget. Men det er jo ikke det, Stén Knuth siger, siger Vagn Jensens kone, Michelle Kiralyfalvy. Og borgmesteren kan da heller ikke garantere, at der virkelig er penge på vej til vandrerhjemmet.

 - Jeg kan ikke komme med nogen garantier. Jeg mangler en 1.- og 2. behandling af det. Og så mangler der en politisk drøftelse om, hvad vi gerne vil med vandrerhjem generelt i kommunen, før vi frigiver de penge, vi nu har sat af, siger Stén Knuth.

Må lukke for vinteren

 Som det ser ud nu, må hele 2. salen lukkes ned for vinteren. For selv hvis alle værelser udlejes, så dækker det langt fra omkostningerne til opvarmning.

 - Vi sparede faktisk 100.000 på at lukke det ned sidste år, fortæller Vagn Jensen. Siden marts har de måtte betale blandt andet varmeregninger ud af egen lomme. Så hvis ikke der snart kommer penge fra kommunen, må de dreje nøglen om. Men de håber, at de kan få lov til at beholde deres drøm om at drive vandrerhjemmet videre i mange år endnu.
[video:videonode:230138]

 


Nyhedsoverblik