Vand i kælderen efter tvungen kloakering

En familie i Sorø er havnet i problemer, efter den fik besked på at få lavet kloak. Nu er familiens kælder blevet oversvømmet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Familien Ramm har udsigt til at bruge en stor del af julen i kælderen. Mange gange om dagen må de nemlig med skovle vand væk fra gulvet.

Problemerne med vand i kælderen begyndte, efter huset på Slagelsevej ved Sorø blev tilsluttet kloak, fordi loven kræver det. Et arbejde, familien selv skulle betale

- Man bliver tvunget til at få kloak og betaler over 70.000 kroner for det. Og så ender man med det her. Det kan jo ikke være rigtigt, siger Jens Ramm, der har boet sammen med sin kone i huset i godt seks år.

På grund af vandproblemerne indkaldte Jens Ramm i oktober sagens parter, Sorø Forsyning og den lokale entreprenør Kaj Andersen, til et møde. Her kunne de ved selvsyn konstatere vand i kælderen, siger husejeren

Der blev derfor sat en pumpe ned i et hul ude i forhaven som en midlertidig løsning, og det fjernede vandet i kælderen. 

Efterfølgende hyrede familien Ramm en advokat til at hjælpe i sagen, og efter en måned blev pumpen pludselig fjernet igen uden nærmere forklaring, siger Jens Ramm.

Siden har familien dag og nat måttet tømme vand fra kælderen med få timers mellemrum, og trods adskillige henvendelser til Sorø Forsyning og entreprenøren, er der ikke fundet en løsning.

- Man bliver jo psykisk nedbrudt. Vandet fosser ind, og huset bliver usælgeligt, mener Jens Ramm, der siger, han er klar til at indgå et kompromis i sagen.

Tirsdag var det ikke muligt for TV ØST at få en kommentar fra hverken Sorø Forsyning eller entreprenør Kaj Andersen.


Nyhedsoverblik