Vagtlæger skal rykke på alarmkald

Region Sjælland vil gøre vagtlægerne til en del af akutberedskabet. Men vagtlægerne selv siger nej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland har gjort regning uden vært. Sådan beskriver vagtlægerne selv planen om at sende dem ud til alarmkald.

- Det vil svare til, at man går ned og henter bageren, hvis vandrøret springer, fordi han bor tættest på. Det er ikke hensigtsmæssigt, mener Henning Orsholt, som er ledende vagtlægechef.

Vagtlægerne er praktiserende læger. Altså læger, der har fokus på almindelige medicinske sygdomme og lidelser.

- Vi har ikke den uddannelse, der skal til for at kunne klare akutte situationer. Det vil sige større trafikuheld, hjertestop og så videre. Vi kan klare det i en nødsituation, men vi kan ikke indgå i et beredskab, fortsætter Henning Orsholt.

Men Region Sjælland har sat processen i gang uden at tage vagtlægerne med på råd.

Pengene er til projektet er allerede landet på regionens bord. 350.000 kroner har de søgt og fået fra staten. De skal bruges til at udstyre vagtlægebilerne med kommunikationsudstyr og GPS, så de kan koordineres fra vagtcentralen.

- Vi synes, det er så åbenlyst fornuftigt, at vi til dels får noget bedre kommunikationsudstyr, og at vi har mulighed for at se, hvor de er henne. Jeg vil have svært ved at forklare en borger, at vi ikke kunne sende hjælp, som var i nærheden, fordi systemer ikke talte sammen, forklarer Jens Ravn, som er formand for det præhospitale udvalg i Region Sjælland.

Regionen siger, at de vil tage højde for lægernes kompetencer, og kun sende dem til situationer, de kan håndtere. Men det ændrer ikke vagtlægernes holdning.

- Vi vil gerne hjælpe, hvis der sker en nødsituation, men ikke som en del af beredskabet – det har vi ikke uddannelsen og erfaringen til, mener Henning Orsholt, som er ledende vagtlægechef.

Regionen vil for første gang tale med vagtlægerne om planerne på et møde den 17. Maj.


Nyhedsoverblik