Vagtcentral forsinkede drabssag

I et halvt døgn forsinkede vagtcentralen opklaringen af et drab på Lolland. Selvom betjente på stedet bad om at få gerningsstedet undersøgt, blev det afvist.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efterforskningen af drabet på Thomas Krogh Petersen, der blev fundet ved en mark på Lolland i april, blev forsinket af, at vagtcentralen i Næstved afslog at sende en hundepatrulje til stedet. Det fortæller Folketidende i dag.

Det lignede først en knallertulykke, men lokale betjente og en bilinspektør på stedet undrede sig over flere ting og bad om en hundepatrulje. Det afviste alarmcentralen i Næstved flere gange. I stedet blev Falck tilkaldt, der gjorde gerningsstedet rent.

Først dagen efter, da en betjent nævnte sagen for ledelsen, kommer efterforskningen i gang - femten timer forsinket.

Folketidende baserer historien på anonyme kilder på politistationen i Nakskov, men TV2 ØST har fået historien bekræftet.

Til TV2 ØST forklarer Politiinspektør Flemming Madsen, at prioriteringen er helt normal, når man starter en efterforskning op i en sag, hvor man er i tvivl om, hvorvidt der er begået en forbrydelse. Han mener ikke, at rengøringen af gerningsstedet betød noget for efterforskningen.

 - Der har været lidt diskussion om kommunikationen mellem betjentene og vagtcentralen, og det har vi efterfølgende talt igennem, siger han til TV2 ØST.

Den 22. april - femten dage efter drabet, anholdt politiet fem personer, der nu er sigtet i sagen.