Med benkraft og sved kan du tirsdag den 4. november være med til at opfylde en stor drøm for en flok afghanske kvinder. Forretningen Noa Noa i Holbæk arrangerer en indsamling til fordel for Afghanistans eneste kvindecykelhold, og tidligere professionelle cykelrytter Rolf Sørensen står klar ved 4 opstillede motionscykler, der samler penge ind for hver kørt kilometer. Det skriver Noa Noa i en invitation.
Pengene går til 6 afghanske kvindelige cykelryttere på landets eneste kvindecykelhold, og de drømmer om at komme med til OL i Tokyo i 2020. Jo flere kilometer, der cykles, desto flere penge donerer Noa Noa til de afghanske kvinder. Arrangementet foregår fra klokken 13 til 14.30, og når folk er færdige i sadlen, står butikspersonalet klar med frisk frugt og vand på Ahlgade 13 i Holbæk.
Rolf Sørensen er for nylig blevet tilknyttet som ekstern coach for det afghanske hold, som han vil forsøge at hjælpe hele vejen til OL i 2020. Projektet hedder ’Share your strength’, og udover Holbæk besøger Rolf Sørensen og holdets manager Shannon Galpin de kommende dage Roskilde, Odense, Vejle og Silkeborg.