V: Flere penge til hjertepatienter

Venstres sundhedsordfører vil give regionerne flere penge til at hjælpe de hjertepatienter, der står på venteliste - en stor del af dem her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ventelisterne for hjertepatienter tæller allerede 15.000 danskere. 2500 af dem er i Region Sjælland og med scanningsproblemer på Holbæk Sygehus bliver det tal bare større, skriver P4 Sjælland.

De lange ventelister betyder uden tvivl, at nogle patienter dør mens de venter, siger Hjerteforeningens formand, overlæge Peter Clemmensen fra Rigshospitalet.

-Hver gang ventetiden vokser med en uge eller en måned for mange individer, så vil nogle af dem blive bragt i fare og dø, mens de er på venteliste. Det synes at være helt unødvendigt i Danmark i 2008, siger Peter Clemmensen.

Ifølge formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiensgaard, skyldes den lange ventetid manglen på hænder på sygehusene, og derfor vil han nu være med til at skaffe ekstra penge til regionerne, så ekstra sygeplejesker kan få sat tempoet i vejret.

Folketinget bevilgede i foråret 150 millioner kroner til hjertepatienterne i år og næste år. Men ifølge Hjerteforeningen skal sygehusene bruge mindst 400 millioner kroner for at få fjernet puklen af hjertepatienter. 

 


Nyhedsoverblik