Uroligheder bredte sig til flere byer

Ildspåsættelser i Slagelse og i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste dages uroligheder og ildspåsættelser bredte sig torsdag aften til flere byer på Sjælland, hvor der var ildspåsættelser i Slagelse, Ringsted og Greve-Hundige.

Samtidig fortsatte urolighederne i København, Århus og flere steder i Nordsjælland. En voldsom brand ramte Værebro Skole i Bagsværd ved København og var ifølge politiet formentligt påsat. En del af skolen brændte ned.

 - Mistanken er, at branden var påsat som et led i uroligheder. Vi har haft mange forsætlige brandstiftelser i aften, siger vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi, som registrerede brande i Gladsaxe, Ishøj og Ballerup. I Kokkedal og Nivå i Nordsjælland blev der stukket ild til et større antal biler forskellige steder.

 - Det skete nærmest i minuttakt og var uden tvivl planlagt, siger vagtchef Henrik Hattel i fra Nordsjællands Politi i Helsingør.  Siden blev der sat ild til biler i Birkerød og Farum, oplyser han. Brandfolkene fik ro til deres slukningsarbejde, der var kun få mennesker i gaderne, og politiet foretog ingen anholdelser. 

 I Greve-Hundige-området indløb seks anmeldelser om, at unge væltede biler og stak ild til dem. Der var containerbrande omkring Kieruffsvej i nordbyen i Slagelse og også tilløb til ildspåsættelser i Ringsted, hvor en aviscontainer blev stukket i brand på Søndre Parkvej.

I kvarteret Klosterparkvej i Kalundborg blev en 17-årig mand anholdt torsdag aften efter udtalelser tidligere på dagen til TV-Avisen om urolighederne i kvarteret onsdag. Han sagde blandt andet, at urolighederne ville fortsætte. Manden sigtes af politiet for at opfordre til uroligheder, oplyser vagtchef Knud Erik Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde. Der var mange unge på gaden i Kalundborg, men ingen episoder, siger politiet, som havde mange betjente i området. 


Nyhedsoverblik